Arkiv: november 2003

Forside | december 2003 »

29.11.2003

Mine gener, dine gener

Vi har jo alle vore små sjove og søde (eller latterlige og hæslige) særheder, som tilsammen gør os til noget helt specielt. Nogle af dine særheder deler du dog med andre fx familien.
Men der er også en masse særheder som man har tilfælles med rigtigt mange mennesker og mange af dem bestemmes af generne. Fx er det genetisk bestemt at kunne få den der specielle "jeg-har-spist-asparges-i-går-og-nu-lugter-mit-tis-mærkeligt"-oplevelse. Jeg kan, min kæreste kan ikke. Gad vide om vores børn kommer til at kunne lugte det?
Hvordan kommer dine børn til at se ud? Se på din kæreste og dig selv og gennemgå denne liste, så får du en ide om det.

En lille forklaring: Vi har to kopier (alleler) af hvert gen. Hvis en allel er dominant vil man få egenskaben uanset hvilken allel man har som nummer to kopi.
Hvis en allel er reccessiv vil man kun få egenskaben hvis man har denne allel i to kopier. Dominante alleler skrives normalt med store bogstaver (A) og recessive med små (a).
For et givent gen kan man altså have følgende genotyper: AA, Aa, aa. Og nu til listen:

  • Evnen til at rulle tungen til en U-formet rende dominerer over mangelen på denne evne. (AA, Aa ruller tunge, aa kan ikke).

*Brune øjne dominerer over blå og grå; grønne øjne dominerer også over blå og grå. Mine øjne er brune med grønne stænk, min kærestes er brune. Så alt taler for at vores børn vil få brune øjne.

*Hvis man holder sine to lillefingre mod hinanden så hårdt som muligt og betragter dem fra håndfladen, så vil de fleste opdage at yderste led er udadbøjet. Bøjede fingre (B) dominerer over lige (b). Jeg har skæve lillefingre, så jeg er altså enten BB eller Bb.

*Krøllet hår (CC) er ikke helt dominerende over glat hår (C'C'). Heterozygoten (CC') har bølget hår. Hårets struktur afgøres af formen - glatte hår er næsten runde i tværsnit, krøllede hår er næsten flade og bølget hår er en blanding af hår der er runde eller ovale i tværsnit.

*Smilehuller (D) dominerer over ingen smilehuller (d).

*Buet, stor næse (E) er dominerende over middel, lige næse (e). Hvad med min opstoppernæse?

*Fregner (F) dominerer over ingen fregner (f).

*Fri øreflip (G) dominerer over fastvokset øreflip (g).

*Hår på oversiden af midterleddene af fingrene (H) er dominerende over ingen hår (h).

*Mørkt hår (I) dominerer over lyst hår (i).

*Ikke-rødt hår (K) dominerer over rødt hår (k). Hvis håret er mørkt (I) og også rødt (kk), ses det som mørkt med et rødt skær (der er altså tale om to uafhængige egenskaber).

*En nedadbuet hårrand i panden (widows peak) (L) dominerer over lige eller buet hårrand (l). En af min venner har “widows peak” og kan fortælle at det er et gennemgående træk i hans familie i mange generationer.

*Højrehåndethed (M) dominerer normalt over venstrehåndethed (m).

20.11.2003

Hvorfor er folk bange for edderkopper?

De fleste mennesker kan ikke undsige sig et vist ubehag ved edderkopper. De er så behårede, de "holder øje med en", de "virker udspekulerede", de "bevæger sig så hurtigt" og de er slet og ret "ulækre"!
Nogle er direkte angste - araknofobiske. For slemt angrebne araknofobikere kan bare det at tænke på en edderkop eller se et billede af én provokere angsten. Enkelte er ligefrem bange for mascarareklamer, som med deres billeder af lange, sorte øjenvipper minder dem om edderkopper. Frygtens kilde kan skabe en stærk angstreaktion som besvær ved at trække vejret, svimmelhed, kvalme og lammelse. Hvorfor? Hvorfor er folk hysterisk bange for edderkopper og ikke for bilerne på Nørrebrogade?

Nogle vil argumentere for at det er fornuftigt at være bange for edderkopper, de kan jo bide…og der findes jo nogle edderkopper der er farlige for mennesker. Men der er ikke nogle farlige edderkopper i Nordeuropa så der er ingen rationel grund til at være bange her. Og frygten for at blive kørt ned eller - angst for biler (automobilofobi?) - burde være langt mere udbredt hvis der skulle tale om rimelighed i angsten.

Nogle mener at det genetisk bestemt; at det skulle være en frygt der engang gav mening - en slags evolutionært relikt adfærd. Menzies og Clarke (1995) fremsætter en teori, der antager, at fobier for såkaldte "evolutionære trusler" (edderkopper, slanger, højder, vand) er medfødte frygtnormer, der enten altid har været til stede eller er blevet udløst af stress. Andre typer fobier (fugle, mus, frøer, fjer osv) antager de er indlærte. Men observationen at små børn ikke er bange for edderkopper fra starten og at araknofobi er begrænset til nogle kulturer (?) antyder at det er tillært.
Desuden skal der have været en vis naturlig selektion mod folk der ikke var bange for edderkopper og eftersom det er måske 10 ud af 38.000 edderkopper der er farlige for mennesker og det er ganske ganske få mennesker der gennem tiden er blevet fjernet fra genpuljen på grund af edderkopper så har selektionstrykket ikke været så stærkt at det har kunnet betyde noget.
Desuden (læs ikke dette hvis du er araknofobiker) er frygten for edderkopper ikke en forsikring mod at blive bidt. Som regel bliver man bidt når man uforvarende sætter sig på en edderkop eller den er i ens tøj eller sko. Så den evolutionære hypotese er det vist kun araknofobikere der tror på.

Vi har et billede af myrer som flittige og arbejdsomme og ræven som snu mens edderkoppen i vores kultur mest af alt anses for udspekuleret og ubehagelig. (Hvad kalder man sådan et kulturelt bestemt billede af omverdenens skabninger?) Edderkoppen har dog også mange andre betydninger. Den bliver brugt som billede på forbrydernetværk og på forførelse som i Edderkoppekvindens kys, men den er også en lykkebringer og et symbol på forgængelighed. I en indiansk kultur er den verdens skaber (kreationisme igen!).
Hvordan er billedet af edderkopper i andre kulturer? Nogle mener at araknofobi er begrænset til de europæiske og arabiske kulturer, mens fx de afrikanske og oprindelige amerikanske kulturer har et andet syn på disse ottebenede skabninger. Gad vide hvilke fobier de så har? Jeg har desværre ikke kunnet finde en undersøgelse af araknofobi i forskellige kulturer.

Nogle mener at araknofobi har historiske og kulturelle årsager. I middelalderens Europa ansås edderkopper som en kilde til smitte … de ting edderkoppen kom i berøring med ansås for at være giftige.
Man troede edderkopper var budbringer om pest og død. Folk troede at edderkoppers bid var anledning til mange sygdomme. (Lidt ligesom man i dag henregner mærkelige symptomer til jordstråler, onde ånder og den slags). Måske kan araknofobi henregnes i samme kategori som angsten for mobiltelefoner (trods eksperters forsikring om at alt tyder på det ikke er farligt) og vaccinationer (trods undersøgelse af en halv million børn er det ikke lykkedes at finde den påståede sammenhæng mellem autisme og vaccination). En mytisk angst der er uimodtagelig for fornuft og rationale?

Nogle forskere mener at frygten for edderkopper er relateret til sygdomsundgåelses-responsen afsky. Det er som regel følelsen af afsky folk beskriver når de beskriver hvorfor de er bange for edderkopper. En svaghed i teorien er at den ikke forklarer hvordan edderkopper er blevet associeret med sygdom til at starte med. Hvordan er edderkopper blevet afskyelige? Jo, de kan bide, men hvepse kan stikke og de regnes nok som ubehagelige men ikke afskyvækkende.

Ivan Pavlov fodrede sine hunde og ringede med en klokke samtidig. Efter et stykke tid får klokkens lyd alene hundene til at savle. Deres krop reagerer som om de er ved at blive fodret. Det er ikke logisk at begynde at savle når man hører en klokke - det er en tillært respons.
Fobier virker på samme måde. En biologisk respons – angst - bliver bundet til en bestemt stimulus. Fordi det er en automatisk reaktion hjælper det som regel ikke særligt meget at få at vide at angsten man føler, er irrationel.

I dag tager man afstand fra den klassiske psykoanalyses teori om, at angsten er afledt af indre, ubevidste drifter og fantasier - seksualangst bliver til araknofobi. Det er tvivlsomt fordi folk somregel ikke vælger en anden fobi efter behandlingen for den første. Der er altså ikke noget gemt »under« den.

Nyere forskning koncentrerer sig om indlæringsteorien, som går ud på, at man udvikler sin fobi ad tre veje: direkte efter en traumatisk oplevelse. Eller ved at se andre blive bange eller komme til skade. Eller ved at læse eller høre om noget farligt.
I en undersøgelse med 30 børn på venteliste ved en universitetsklinik for hundefobikere angav forældrene, at 27 procent af børnene var blevet overfaldet af en hund, men 53 procent havde set andre blive overfaldet eller blive bange. Kun to procent af forældrene mente, at børnene kunne have hørt eller læst om farlige hunde.
Når ikke alle fobiske personer fortæller om relevante forudgående begivenheder som forklaring på deres fobi, kan det skyldes glemsel eller bevidst fortrængning. At nogle mennesker ikke udvikler en fobi efter en traumatisk hændelse kan forklares ved deres ikke-nervøse temperament, deres fravær af belastende livsbetingelser og deres følelse af at have kontrol over situationen.

Kendte araknofobikere: Giaccometti, Martin brygman (har været i behandling for araknofobi), min kæreste Torben Sangild

18.11.2003

Næsten helt sande vandrehistorier om edderkopper

En af mine venners venner var i Thailand på ferie. Hun tog på en af de meget populære ture hvor man overnatter primitivt ude i regnskoven. Om natten vågnede hun ved at der var noget der kravlede hen over hendes ansigt - og blev skrækslagen da hun så det var en væmmelig, behåret edderkop. Et lille stykke tid efter hun kom hjem fra ferien opdagede hun en stor bums der var på vej på kinden. Den følgende tid voksede bumsen til en øm byld og hun overvejede at gå til lægen og få den punkteret. En morgen da hun stod og tørrede hår foran spejlet kom hun til at ramme bylden med hårtørreren. Bylden sprængte og ud myldrede hundredvis af små, sorte edderkopper - ud over hendes ansigt og skuldre og ned i håndvasken. Edderkoppen havde lagt æg under huden på hende!

Denne rædselsvækkende historie findes i utallige versioner - det eksotiske rejsemål varierer, ligesom det er forskelligt hvor bylden sidder, og hvor personen er når den sprænger. I nogle versioner bliver ofret så skræmt at hun eller han bliver indlagt på den lukkede afdeling.
Det er netop kendetegnende for vandrehistorier at de optræder i flere forskellige versioner - og at de samme historier fortælles i lande over hele verden. Et sikkert tegn på at der er tale om en vandrehistorie er at den der fortæller historien, ikke selv har oplevet det, men kender én som har - eller kender én som kender én...
Vandrehistorier er fortællinger om det der skræmmer og fascinerer os, og der er flere historier hvor edderkopper spiller hovedrollen. En vandrehistorie er - lige ud af landevejen - en historie der vandrer. Før i tiden vandrede disse historier kun fra mund til mund - i dag lever vandrehistorierne deres helt eget liv på internettet og spredes lynhurtigt gennem kædemails.
Edderkopper er et kært emne i vandrehistorier - ligesom slanger, skorpioner og andre slags ad-bad-dyr. Der er billige gys at hente hos de dyr som mange mennesker er bange for, men er der noget sandhed i vandrehistorierne om edderkopper? Kan det ske at en edderkop lægger æg under huden på et menneske? Vandrehistorier kan jo godt være sande - eller i det mindste tilnærmelsesvis sande! Tit er de skabt af en ganske lillebitte smule sandhed godt krydret med fordomme og fantasier... og en sans for det chokerende.
Edderkopper lægger nu ikke æg inden i andre dyr - det er der til gengæld andre dyr der gør. Den egentlige inspiration til historien er nok Tumbu-fluen. Denne afrikanske flue lægger æg i sandet jord og i vådt vasketøj og kort tid efter klækker larven og borer sig igennem værtens hud - en god grund til at stryge alt vasketøjet, især underbukserne. Larven vokser sig stor og fed inde i en væskende byld og det siges at gøre ondt når larven æder og bevæger sig. Efter 8-15 dage kommer larven ud og forpupper sig på jorden.
Der er mange andre forskellige slags fluer som har samme ækle levevis - nogle lægger æg direkte på huden af mennesker eller dyr, gerne i sårrande eller i kropsåbninger. Det kan være ret store antal; nogle fluer lægger op til 500 æg som så bliver til et tilsvarende antal sultne larver. Selv vores ganske almindelige, hjemlige stueflue kan finde på det, men det er altså ikke helt almindeligt - larverne af stuefluen er kun fundet så specielle steder som i næsehulen hos spedalske, og i fødderne hos inkontinente, alderdomssvækkede patienter.
Selvom vandrehistorien med edderkoppen er lidt ulækker, er det ingenting at regne mod virkeligheden, på trods af at skurken i historien viser sig at være en helt anden.

En fatal frisure
Nogle vandrehistorier har vandret kloden rundt gennem mange år. Selvfølgelig har der været behov for at modernisere en smule undervejs for at øge troværdigheden, men nogle historier er altså gode nok til at give gåsehud i hundredvis af år. For eksempel denne her:
En af mine venners venner havde dreadlocks - han syntes selv det var rigtigt flot, og han synes egentlig også det var ret smart at det ikke skulle vaskes! Men så fik han et nyt job, hvor det ikke var passende, så han måtte få sin kæreste til at klippe dreadlocksene af. Det går meget godt med de første, men pludselig begynder han at skrige og løbe rundt i værelset. Han får voldsomme kramper og kæresten skynder sig at ringe efter en ambulance. Det viser sig at en edderkop havde bygget rede i hårpragten og da reden langsomt blev klippet i stykker angreb edderkoppen hans hovedbund. Han overlevede efter at have fået modgift og siden har han været meget kortklippet!
Den første nedskrevne version af denne historie kan spores helt tilbage til det 13. århundrede. Der var der godtnok ikke tale om dreadlocks, men det er en klassisk, moralsk historie om forfængelighed og i dens tidligste version er det djævelen selv - i skikkelse af en edderkop - der tager livet af en forfængelig kvinde, som ikke når i kirke fordi hun sidder og ordner hår. I en senere version fra 50'erne en ofret en kvinde med en af de velkendte franskbrødsfrisurer. Det er næsten unødvendigt at sige at det ikke er sandt. Lus er mere sandsynlige beboere.
Vandrehistorierne om edderkopper spiller på vores kulturs indgroede araknofobi. I vores kultur er det socialt acceptabelt at hoppe op på stole og skrige ved synet af en lille, sort edderkop. Det kan synes grotesk at være bange for edderkopper i Danmark hvor der ikke er nogen farlige edderkopper, men man kan selvfølgelig frygte at eksotiske edderkopper kommer hertil med bananer eller andet gods:
En af mine venners venner fik en yuccapalme forærende. Hun stillede den i vindueskarmen og vandede den. Første gang hun vandede den, sagde den en meget underlig hvæsende lyd. Hun undrede sig, men tænkte at hun måtte have hørt forkert, men da det også skete de følgende gange hun vandede den, besluttede hun sig for at ringe til en blomsterhandler for at få en forklaring. Da hun forklarede problemet blev blomsterhandleren pludselig meget alvorlig og sagde at hun skulle få planten ud af lejligheden i en fart. Det syntes hun var ret besynderligt, men hun gjorde det alligevel og kort efter eksploderede potten og ud myldrede hundredvis af små fugleedderkopper. En fugleedderkop havde lagt æg i potteplanten!
Også her findes der mange forskellige versioner. Nogle gange er det en kaktus og nogle gange er det skorpioner istedet for edderkopper. Nogle gange er det kun en enkelt edderkop. Kan det ske at en edderkop lægger sine æg i en yuccapalme? Til det må man svare "ja, men....". En edderkop kan principielt godt lægge æg på et gartneri, men klækningen vil ikke være så dramatisk at potten eller planten eksploderer og eftersom der nok sjældent lever fugleedderkopper på gartnerier er sandsynligheden forsvindende lille.
Det sker af og til at eksotiske edderkopper bliver transporteret ind med frugt eller andre varer. Som regel er det ganske harmløse dyr, men det kan godt ske at en farlig edderkop kommer med. En del er bange for at møde eksotiske edderkopper i supermarkedet og det sker da også af og til at der bliver transporteret dyr hertil med varer af forskellig slags. Langt de fleste dør under transporten eller under behandlingen af frugten, og af dem der når frem i butikken er langt de fleste fuldstændig harmløse og deres giftighed bliver overdrevet vildt i medierne.
Medierne reagerer ofte hysterisk hvis der bliver fundet en edderkop i importerede varer. Farligheden overdrives stærkt. Lukker butikker, brænder paller af, overveje at stoppe import af druer. Overvejer sikkerheden af det engelske kongehus. Oftest er der tale om helt uskadelige edderkopper som langt hellere ville været blevet hjemme og som ikke har det som specialinteresse at slå folk ihjel. Det er meget almindeligt at høre vandrehistorierne om edderkopper, skorpioner og slanger der dukker op blandt importvarer – hvis det virkelig skete så ofte som historiernes udbredelse antyder og giftigheden var så heftig, ville det være utroligt at der endnu ikke er rapporteret nogle edderkoppe-dødsfald blandt grønthandlere.
Tit er det helt pinligt når man opdager at man har troet fuldt og fast på en vandrehistorie. Fidusen ved vandrehistorier er at det tit er ting der kunne ske, men som er ret usandsynlige og med hensyn til edderkopper er det de færreste der ved nok om edderkopper til at kunne afvise det totalt.
Der er en sjov historie om en journalist der skrev en artikel om alle de utrolige ting, folk tror på når de læser det på internettet. For at demonstrere sin pointe nævner hun en række tilsvarende, selvopfundne, latterlige fakta heriblandt en statistik der siger at mennesker sluger 8 edderkopper om året. Ironisk nok er dette demonstrative falsum blevet til et vandrende rygte. (Lisa Holst, 1993 article in PC Professional – check det).
En kommende vandrehistorie kan være ”edderkoppen i øret” – det sker af og til at en edderkop eller et insekt får forvildet sig ind i øregangen – men mediehysteriet og fantasierne omkring det er helt ude af proportioner.
Der findes et vandrende rygte (spørg vandrehistorie-ekspert om korrekt betegnelse) der siger at mejeredderkoppen er den farligste edderkop der findes, men at den har for korte giftkroge til at bide igennem huden på et menneske.
Først af alt er der generel forvirring om hvilket dyr der præcist er tale om; mange er usikre på forskellen på stankelben, mejere og mejer-edderkopper. Fælles for dem er at de har lange tynde ben, men derefter er der faktisk ikke megen lighed hvis man kigger nøjere efter.
Stankelbenet er et insekt, har 6 ben og vinger og er fuldstændigt uskadeligt (er den vegetar? Check hvad den lever af). Mejere er 8-benede medlemmer af klassen chelicerater, som blandt andet edderkopper, mider og skorpioner hører til. En mejer ligner nærmest en kugle med ben og kan ikke lave silke, så den befinder sig kun i et edderkoppespind, hvis den er blevet bytte. Derudover har de ingen giftkirtler, så den eneste mulige mistænkte der er tilbage, er mejer-edderkoppen. Edderkopper har otte ben ligesom mejere, men deres krop er opdelt i to dele. Mejer-edderkoppen er indvandret til Nordeuropa indenfor de sidste10-20 år og er en af de mest almindelige edderkopper indendørs. De er blege og meget langbenede og bygger et lidt sjusket udseende spind.
Er der nogen sandhed i rygtet? Eftersom den eneste måde man kan finde ud af om de virkelig er så giftige ville være at malke deres giftkirtler og sprøjte giften ind i et menneske, og der nok er nogle organisationer der vil protestere mod dette forsøg, er forsøget aldrig blevet udført. Der er heller ikke nogle der har forsøgt sig med mus, et pattedyr der ofte bliver brugt til studier af giftighed. Så rygtet er grebet ud af den blå luft og det er interessant hvordan det nogensinde er opstået.
Det er nok bare endnu et eksempel på at mennesker elsker at fortælle historier - sprede rygter, at få andre til at gyse... denne form for folklore har eksisteret siden tidernes morgen. Fortællinger får verden til at hænge sammen, de er underholdende, det er human bonding. Man vil selvfølgelig helst undgå at fortælle en løgnehistorie, men det er klart sjovest at fortælle en historie der udløser stærke følelser og på den måde kommer underholdningskriteriet nogle gange i vejen for sandheden!

Kender du en vandrehistorie om edderkopper som ikke er med her må du meget gerne skrive til mig.

Hilsen Sidsel

16.11.2003

Trodser humlebien fysikkens love?

Det er en sejlivet myte at humlebien i virkeligheden ikke kan flyve – at den trodser fysikkens love. Myten opstod ved at der engang var en der prøvede at benytte en basal ligning for flyvemaskiner til at regne på biers flyvning. Ligningen sammenholder den kraft det kræver for at lette med vægten og vingearealet.
I biers tilfælde giver beregningen en ekstremt høj værdi – en kraftudfoldelse der ikke vil være mulig for sådan et lille dyr. Så beregningen ‘beviser’ dermed at bier ikke kan flyve.
Men nu er der jo langt fra bier til flyvemaskiner. Eftersom beregningen forudsætter at bier har samme fysik som en flyvemaskine – som sjældent ses baske med vingerne – så er brugen af denne ligning i dette tilfælde temmeligt misvisende.
Det viser endnu engang hvordan empiri sejrer over spekulation – hvis den ser ud som om den flyver, så er det sgu’ nok fysisk muligt.

Denne og mange andre myter indenfor vidensskabens verden bliver aflivet på New Scientists "Last word." Prøv det!

15.11.2003

Ting kreationister hader

Fandt dette herlige sted hvor man læse hvorfor kreationister hader fx rovdyr, deres egne børn og selve bibelen!

Deus ex machina

Min første erfaring med blog foregik på min kærestes weblog. Læs en diskussion affødt af en epistel om kreationisme jeg skrev en dag i harme over en artikel i weekendavisen. Deus ex machina - svar til kreationisterne

14.11.2003

15 Answers to Creationist Nonsense

Artikel af John Rennie fra Scientific American "15 Answers to Creationist Nonsense" (juli 2002)

Opponents of evolution want to make a place for creationism by tearing down real science, but their arguments don't hold up. When Charles Darwin introduced the theory of evolution through natural selection 143 years ago, the scientists of the day argued over it fiercely, but the massing evidence from paleontology, genetics, zoology, molecular biology and other fields gradually established evolution's truth beyond reasonable doubt. Today that battle has been won everywhere--except in the public imagination.

Seneste kommentarer

Dette er ikke et offentligt debatforum, men min private blog, så opfør dig venligst som gæst. Hvis du vil skrive en kommentar kan du enten klikke på linket lige under den post du vil kommentere - eller på postens link her (du kan skrive din kommentar nederst på siden):
Powered by Movable Type 3.2