« Trodser humlebien fysikkens love? | Forside | Hvorfor er folk bange for edderkopper? »

Næsten helt sande vandrehistorier om edderkopper

En af mine venners venner var i Thailand på ferie. Hun tog på en af de meget populære ture hvor man overnatter primitivt ude i regnskoven. Om natten vågnede hun ved at der var noget der kravlede hen over hendes ansigt - og blev skrækslagen da hun så det var en væmmelig, behåret edderkop. Et lille stykke tid efter hun kom hjem fra ferien opdagede hun en stor bums der var på vej på kinden. Den følgende tid voksede bumsen til en øm byld og hun overvejede at gå til lægen og få den punkteret. En morgen da hun stod og tørrede hår foran spejlet kom hun til at ramme bylden med hårtørreren. Bylden sprængte og ud myldrede hundredvis af små, sorte edderkopper - ud over hendes ansigt og skuldre og ned i håndvasken. Edderkoppen havde lagt æg under huden på hende!

Denne rædselsvækkende historie findes i utallige versioner - det eksotiske rejsemål varierer, ligesom det er forskelligt hvor bylden sidder, og hvor personen er når den sprænger. I nogle versioner bliver ofret så skræmt at hun eller han bliver indlagt på den lukkede afdeling.
Det er netop kendetegnende for vandrehistorier at de optræder i flere forskellige versioner - og at de samme historier fortælles i lande over hele verden. Et sikkert tegn på at der er tale om en vandrehistorie er at den der fortæller historien, ikke selv har oplevet det, men kender én som har - eller kender én som kender én...
Vandrehistorier er fortællinger om det der skræmmer og fascinerer os, og der er flere historier hvor edderkopper spiller hovedrollen. En vandrehistorie er - lige ud af landevejen - en historie der vandrer. Før i tiden vandrede disse historier kun fra mund til mund - i dag lever vandrehistorierne deres helt eget liv på internettet og spredes lynhurtigt gennem kædemails.
Edderkopper er et kært emne i vandrehistorier - ligesom slanger, skorpioner og andre slags ad-bad-dyr. Der er billige gys at hente hos de dyr som mange mennesker er bange for, men er der noget sandhed i vandrehistorierne om edderkopper? Kan det ske at en edderkop lægger æg under huden på et menneske? Vandrehistorier kan jo godt være sande - eller i det mindste tilnærmelsesvis sande! Tit er de skabt af en ganske lillebitte smule sandhed godt krydret med fordomme og fantasier... og en sans for det chokerende.
Edderkopper lægger nu ikke æg inden i andre dyr - det er der til gengæld andre dyr der gør. Den egentlige inspiration til historien er nok Tumbu-fluen. Denne afrikanske flue lægger æg i sandet jord og i vådt vasketøj og kort tid efter klækker larven og borer sig igennem værtens hud - en god grund til at stryge alt vasketøjet, især underbukserne. Larven vokser sig stor og fed inde i en væskende byld og det siges at gøre ondt når larven æder og bevæger sig. Efter 8-15 dage kommer larven ud og forpupper sig på jorden.
Der er mange andre forskellige slags fluer som har samme ækle levevis - nogle lægger æg direkte på huden af mennesker eller dyr, gerne i sårrande eller i kropsåbninger. Det kan være ret store antal; nogle fluer lægger op til 500 æg som så bliver til et tilsvarende antal sultne larver. Selv vores ganske almindelige, hjemlige stueflue kan finde på det, men det er altså ikke helt almindeligt - larverne af stuefluen er kun fundet så specielle steder som i næsehulen hos spedalske, og i fødderne hos inkontinente, alderdomssvækkede patienter.
Selvom vandrehistorien med edderkoppen er lidt ulækker, er det ingenting at regne mod virkeligheden, på trods af at skurken i historien viser sig at være en helt anden.

En fatal frisure
Nogle vandrehistorier har vandret kloden rundt gennem mange år. Selvfølgelig har der været behov for at modernisere en smule undervejs for at øge troværdigheden, men nogle historier er altså gode nok til at give gåsehud i hundredvis af år. For eksempel denne her:
En af mine venners venner havde dreadlocks - han syntes selv det var rigtigt flot, og han synes egentlig også det var ret smart at det ikke skulle vaskes! Men så fik han et nyt job, hvor det ikke var passende, så han måtte få sin kæreste til at klippe dreadlocksene af. Det går meget godt med de første, men pludselig begynder han at skrige og løbe rundt i værelset. Han får voldsomme kramper og kæresten skynder sig at ringe efter en ambulance. Det viser sig at en edderkop havde bygget rede i hårpragten og da reden langsomt blev klippet i stykker angreb edderkoppen hans hovedbund. Han overlevede efter at have fået modgift og siden har han været meget kortklippet!
Den første nedskrevne version af denne historie kan spores helt tilbage til det 13. århundrede. Der var der godtnok ikke tale om dreadlocks, men det er en klassisk, moralsk historie om forfængelighed og i dens tidligste version er det djævelen selv - i skikkelse af en edderkop - der tager livet af en forfængelig kvinde, som ikke når i kirke fordi hun sidder og ordner hår. I en senere version fra 50'erne en ofret en kvinde med en af de velkendte franskbrødsfrisurer. Det er næsten unødvendigt at sige at det ikke er sandt. Lus er mere sandsynlige beboere.
Vandrehistorierne om edderkopper spiller på vores kulturs indgroede araknofobi. I vores kultur er det socialt acceptabelt at hoppe op på stole og skrige ved synet af en lille, sort edderkop. Det kan synes grotesk at være bange for edderkopper i Danmark hvor der ikke er nogen farlige edderkopper, men man kan selvfølgelig frygte at eksotiske edderkopper kommer hertil med bananer eller andet gods:
En af mine venners venner fik en yuccapalme forærende. Hun stillede den i vindueskarmen og vandede den. Første gang hun vandede den, sagde den en meget underlig hvæsende lyd. Hun undrede sig, men tænkte at hun måtte have hørt forkert, men da det også skete de følgende gange hun vandede den, besluttede hun sig for at ringe til en blomsterhandler for at få en forklaring. Da hun forklarede problemet blev blomsterhandleren pludselig meget alvorlig og sagde at hun skulle få planten ud af lejligheden i en fart. Det syntes hun var ret besynderligt, men hun gjorde det alligevel og kort efter eksploderede potten og ud myldrede hundredvis af små fugleedderkopper. En fugleedderkop havde lagt æg i potteplanten!
Også her findes der mange forskellige versioner. Nogle gange er det en kaktus og nogle gange er det skorpioner istedet for edderkopper. Nogle gange er det kun en enkelt edderkop. Kan det ske at en edderkop lægger sine æg i en yuccapalme? Til det må man svare "ja, men....". En edderkop kan principielt godt lægge æg på et gartneri, men klækningen vil ikke være så dramatisk at potten eller planten eksploderer og eftersom der nok sjældent lever fugleedderkopper på gartnerier er sandsynligheden forsvindende lille.
Det sker af og til at eksotiske edderkopper bliver transporteret ind med frugt eller andre varer. Som regel er det ganske harmløse dyr, men det kan godt ske at en farlig edderkop kommer med. En del er bange for at møde eksotiske edderkopper i supermarkedet og det sker da også af og til at der bliver transporteret dyr hertil med varer af forskellig slags. Langt de fleste dør under transporten eller under behandlingen af frugten, og af dem der når frem i butikken er langt de fleste fuldstændig harmløse og deres giftighed bliver overdrevet vildt i medierne.
Medierne reagerer ofte hysterisk hvis der bliver fundet en edderkop i importerede varer. Farligheden overdrives stærkt. Lukker butikker, brænder paller af, overveje at stoppe import af druer. Overvejer sikkerheden af det engelske kongehus. Oftest er der tale om helt uskadelige edderkopper som langt hellere ville været blevet hjemme og som ikke har det som specialinteresse at slå folk ihjel. Det er meget almindeligt at høre vandrehistorierne om edderkopper, skorpioner og slanger der dukker op blandt importvarer – hvis det virkelig skete så ofte som historiernes udbredelse antyder og giftigheden var så heftig, ville det være utroligt at der endnu ikke er rapporteret nogle edderkoppe-dødsfald blandt grønthandlere.
Tit er det helt pinligt når man opdager at man har troet fuldt og fast på en vandrehistorie. Fidusen ved vandrehistorier er at det tit er ting der kunne ske, men som er ret usandsynlige og med hensyn til edderkopper er det de færreste der ved nok om edderkopper til at kunne afvise det totalt.
Der er en sjov historie om en journalist der skrev en artikel om alle de utrolige ting, folk tror på når de læser det på internettet. For at demonstrere sin pointe nævner hun en række tilsvarende, selvopfundne, latterlige fakta heriblandt en statistik der siger at mennesker sluger 8 edderkopper om året. Ironisk nok er dette demonstrative falsum blevet til et vandrende rygte. (Lisa Holst, 1993 article in PC Professional – check det).
En kommende vandrehistorie kan være ”edderkoppen i øret” – det sker af og til at en edderkop eller et insekt får forvildet sig ind i øregangen – men mediehysteriet og fantasierne omkring det er helt ude af proportioner.
Der findes et vandrende rygte (spørg vandrehistorie-ekspert om korrekt betegnelse) der siger at mejeredderkoppen er den farligste edderkop der findes, men at den har for korte giftkroge til at bide igennem huden på et menneske.
Først af alt er der generel forvirring om hvilket dyr der præcist er tale om; mange er usikre på forskellen på stankelben, mejere og mejer-edderkopper. Fælles for dem er at de har lange tynde ben, men derefter er der faktisk ikke megen lighed hvis man kigger nøjere efter.
Stankelbenet er et insekt, har 6 ben og vinger og er fuldstændigt uskadeligt (er den vegetar? Check hvad den lever af). Mejere er 8-benede medlemmer af klassen chelicerater, som blandt andet edderkopper, mider og skorpioner hører til. En mejer ligner nærmest en kugle med ben og kan ikke lave silke, så den befinder sig kun i et edderkoppespind, hvis den er blevet bytte. Derudover har de ingen giftkirtler, så den eneste mulige mistænkte der er tilbage, er mejer-edderkoppen. Edderkopper har otte ben ligesom mejere, men deres krop er opdelt i to dele. Mejer-edderkoppen er indvandret til Nordeuropa indenfor de sidste10-20 år og er en af de mest almindelige edderkopper indendørs. De er blege og meget langbenede og bygger et lidt sjusket udseende spind.
Er der nogen sandhed i rygtet? Eftersom den eneste måde man kan finde ud af om de virkelig er så giftige ville være at malke deres giftkirtler og sprøjte giften ind i et menneske, og der nok er nogle organisationer der vil protestere mod dette forsøg, er forsøget aldrig blevet udført. Der er heller ikke nogle der har forsøgt sig med mus, et pattedyr der ofte bliver brugt til studier af giftighed. Så rygtet er grebet ud af den blå luft og det er interessant hvordan det nogensinde er opstået.
Det er nok bare endnu et eksempel på at mennesker elsker at fortælle historier - sprede rygter, at få andre til at gyse... denne form for folklore har eksisteret siden tidernes morgen. Fortællinger får verden til at hænge sammen, de er underholdende, det er human bonding. Man vil selvfølgelig helst undgå at fortælle en løgnehistorie, men det er klart sjovest at fortælle en historie der udløser stærke følelser og på den måde kommer underholdningskriteriet nogle gange i vejen for sandheden!

Kender du en vandrehistorie om edderkopper som ikke er med her må du meget gerne skrive til mig.

Hilsen Sidsel

Kommentarer

Kære Sidsel,

Tillykke med at også du har fået 'hovedet på bloggen', om man så må sige. Jeg læste med fornøjelse dit indlæg om edderkopper og vandrehistorier. Den der med edderkopperne, der myldrer ud af en byld i ansigtet - den er (blandt andet i hvert fald) fra en film. Jeg kan huske jeg så den da jeg var lille, og den har sat sine spor. Det er muligvis en Sherlock Holmes film...den handler om en detektiv, der får nys om, at der foregår okulte ting i den storby, hvor han befinder sig. Og ganske rigtigt: der er tale om en kæmpe kult, der har til huse i en underjordisk pyramide på størrelse med Keops. Her foregår der børneofringer og andre rare ting. Nu er det sådan, at der er den her kvinde, som kulten skal skaffe af vejen. En nat sniger en indiansk udseende (!) herre sig ind i hendes værelse mens hun sover. Han lister hen til hendes kommode og finder hendes pudderdåse, som han åbner og drysser hemmeligt pulver i. Næste morgen vågner kvinden, og starter dagen, som alle ordentlig damer, med at pudre kinderne. I løber af de næste par uger vokser der en byld frem på hendes kind. Det kulminerer med, at man ser hendes opsvulmede og betændte ansigt i close-op foran spejlet, idet bylden sprænges - og ud myldrer (mens kvinden skriger) tusindvis af små edderkopper, ud over hendes ansigt, i en lind strøm, ud i håret, ind i hendes skrigende mund, ned i halsen på hende. Pulveret, som den skumle mand strøede i hendes pudderdåse, var...edderkoppeæg.
Se det kalder jeg et godt mord.

Frederik

Kære Frederik

Velkommen her på bloggen! Dejligt du kiggede forbi. Ja, det er nok et de at de sejeste mord jeg har hørt om. Det må have været en fantastisk scene. Jeg har et suverænt nummer af "edderkoppen" som hedder "Murder by spider" hvor nogle onde mennesker udsender nogle bestemte stråler der gør edderkopper aggressive og får dem til at samles og bide offeret. "Edderkoppemanden" bliver selvfølgelig også påvirket af strålerne og er ligefrem uhøflig overfor en mand på gaden! Uha da. Selvfølgelig får han styr på sagerne til sidst.

Sidsel

Endnu en myte:
De store husedderkopper bor nede i afløbet i vasken eller badekarret. Nix.
Husedderkopper laver tæppeformede spind i hjørner og kroge i dele af boligen hvor støvekluden ikke kommer så tit. Og der sidder de så og venter ... og de kan vente i næsten 300 dage uden at få noget at spise!
Men når hannerne er kønsmodne løber de rundt og leder efter hunner de kan parre sig med og på deres natlige vandringer havner de af og til i vasken og badekarret og er uhjælpeligt fanget... så man hjælper dem altså ikke hjem ved at skylle dem ud i afløbet.

Nu er det heller ikke i troen på at vi hjælper edderkoppen at vi skyller den ud. Jeg tror de fleste gør det for at drukne den, eller i hvert fald blive af med den.

Det er meget intressant hvad I skriver, selvom det er noget tid siden. Jeg kan selvfølgelig mærke edderkopperne overalt på min krop, og fortryder lidt at jeg læste artiklen, selvom den afkræfter myterne.

Jeg har selv en morgen, hvor jeg stod tidligt op og skulle på arbejde, stået foran spejlet og vasken i tide til at se en kæmpe husedderkop (de helt store der har hår på benene) kante sig op igennem mit afløb i vasken. Det er en lillle rist som ikkekan tages op. Jeg tændte straks for vandet og skrigene, og stoppede først da edderkoppen folede benene sammen og var død. Jeg løb tudene op til min far, som forklarede mig at når vandrørene er tørre, kan de kravle rundt der, hvis de har forvildet sig derind. Så dette er ikke en vens ven, men selvsyn!
Til den dag i dag er jeg hysterisk med at lade vandet løbe inden jeg stiller mig foran spejlet igen...!

Den med edderkoppeæg i kinden hørte jeg også for mange år siden af en klassekammerats mor, sjovt nok at læse her at det blot er en vandrehistorie, men jeg åd den faktisk råt og havde selv fortalt den til andre senere hen he he... Australierne elsker også at lave skræmmehistorie om deres rørspinder(Funnelweb), hvor de fortæller turister at disse rørspinder, kan svømme og kan springe langt og er ret hidsige edderkopper. For ikke så lang tid siden var der også en artikel i en af aviserne her hjemme fra om en bananedderkop som havde listet sig med i en kasse bananer, den hedder noget med brasiliensk et eller andet, kan ikke huske det korrekte navn, men at denne edderkop skulle være ekstrem farlig, og var i live da de fandt den, men ingen blev bidt. Men ja alle disse historier er nu sjove, men jeg lider heldigvis ikke af araknofobi, og finder disse dyr interessante, selvom jeg aldrig ville holde dem som kæledyr.

Tænkte at denne side ville have interesse:

http://www.snopes.com/

På engelsk, men her kan du slå de fleste vandrehistorier og myter op. Glimrende reseach

Skriv en kommentar

Seneste kommentarer

Dette er ikke et offentligt debatforum, men min private blog, så opfør dig venligst som gæst. Hvis du vil skrive en kommentar kan du enten klikke på linket lige under den post du vil kommentere - eller på postens link her (du kan skrive din kommentar nederst på siden):
Powered by Movable Type 3.2