100ting
Hans Henrik har sat projekt 100 ting i gang. Han er i øvrigt araknofobiker ifølge hans egne 100ting. Her er mit bidrag. 100 ting om mig.
1. Jeg har lavet en dogmeregel for mig selv i forbindelse med 100ting - jeg må ikke ændre på rækkefølgen, det skal foregå rent associativt
2. Jeg har mødt manden i mit liv
3. Jeg ser ikke længere to der tidligere var mine bedste veninder
4. Jeg er redaktør af et tidsskrift
5. Der trænger til at blive vasket gulv i stuen
6. Jeg underviser på et lærerseminarium
7. Jeg holder weekendavisen
8. Jeg kan ikke finde ud af om det er fuldstændig spild af tid at diskutere med kreationister
9. Jeg har ikke lavet nogle nytårsforsætter
10. Jeg fylder snart 30
11. Jeg prøver at holde liv i to orkideer
12. Jeg har en pladespiller
13. Jeg kan det meste af Aristocats udenad - og filmen "Den eneste ene" ligeså
14. Jeg rejser til Thailand om en uge med min kæreste
15. Har været i T. to gange tidligere - elsker Thailand
16. Jeg er ringforlovet med min kæreste
17. Jeg har set min fætter blive født
18. Jeg glæder mig til selv at skulle være mor
19. Jeg spiller volleyball
20. Jeg har det svært med høje lyde fx kirken overfor Fælledvej - det burde forbydes
21. Jeg drømmer tit om dyr - erhvervsskade
22. Jeg har mit eget enkvindesfirma
23. Jeg tror nok jeg kan finde ud af regnskabet selv
24. Jeg har blogget siden november 2003
25. Det er meget, meget længe siden jeg har besøgt min oldemor der er kommet på plejehjem
26. Jeg har dårlig samvittighed
27. Min tipoldemor døde da jeg var to år, det har været nogle hurtige damer til at få børn i min familie
28. Kunne godt lide "De fem benspænd"
29. Shopper især tegnegadgets og tøj
30. Spiller helst "Settlers" - vi har fået to udvidelser i julegave
31. Jeg er ateist
32. Jeg er ikke medlem af folkekirken
33. Jeg har det svært med clairvoyance, ånder, mystik, spøgelser, astrologer og "healere" der narrer folk
34. "Fornemmelse for snyd" er noget af det bedste TV jeg har set incl. efterspillet med retssagen
35. Vi har lige købt opvaskemaskine
36. Jeg fryser hele vinteren især på maven
37. Jeg tegner og maler
38. Jeg har taget tegnekurser i New York
39. Jeg har en gang taget et massagekursus i Pondicherry, Indien
40. John Irving og Svend Åge Madsen var min tidlige ungdoms yndlingsforfattere
41. Jeg går af og til til lyrikoplæsninger på The Lab
42. Jeg bruger Mac
43. Da jeg var 19 rejste jeg et halvt år i Nepal, Indien og Sri Lanka, en flugt og en oplevelse
44. Jeg har arbejdet i en bager, en vuggestue og på et dagværksted for udviklingshæmmede før jeg startede på universitetet
45. Jeg har arbejdet sammen med min stedfar på to forskellige arbejdspladser
46. Jeg er afhængig af kaffe
47. Vi kigger stadig meget på opvaskemaskinen og prøver at finde ud af præcis hvordan Sensorlogic egentlig gør det den gør - men umuligt at finde info på nettet
48. Begge mine forældre er folkeskolelærere
49. Har boet i samme karré hele mit liv
50. Er rent biologisk enebarn, men har en sammenført bror
51. Både min mormor og min farmor hedder/hed Grethe
52. Overvejer meget børnenavne i øjeblikket selvom børn ikke er planlagt i nærmeste fremtid. Luna er godt. Drengenavne er sværere at blive enige om
53. Da jeg var barn var jeg rigtig god til at spise gulerødderne så det midterste var tilbage og kunne nydes til sidst
54. Jeg har fraveget min egen dogmeregel to gange
55. Jeg har et billede af min kæreste på mit kontor
56. Jeg er en gang blevet forfulgt af en sværm af bier
57. Jeg brød mig ikke om at rejse i Vietnam
58. Jeg synes Björk er en stor, stor kunstner
59. Jeg holder meget af Lucien Freuds malerier
60. Jeg har ikke noget fjernsyn, men kæresten tager sit med når han flytter ind og det bliver egentlig meget rart
61. Jeg stemmer til venstre for midten
62. Jeg prøver at vænne mig til at stå op før 8
63. Jeg er skilsmissebarn
64. Jeg ejer en masse friluftsudstyr som jeg yderst sjældent bruger
65. Inde i min forlovelsesring er der blevet indgraveret noget med min kærestes egen håndskrift
66. Jeg er ved at blive gråhåret, men har fået håret farvet for nylig
67. Jeg kommer ofte alt for tidligt når jeg skal mødes med nogen, fordi jeg glæder mig så meget og fordi jeg hader at komme for sent
68. Jeg er ifølge min mor lavet på Hven
67. Jeg stjal slik i supermarkeder som barn
68. I min barndoms ferier sejlede vi som regel
69. Jeg kunne godt tænke mig at få lov at male et gavlmaleri en dag
70. Jeg synes det er svært at finde på 100 ting og der er sikkert heller ikke mange der orker at læse dem alle
71. Jeg har det med at gemme på alle mulige ting, selvom jeg synes de er grimme - man kunne jo få brug for den en dag!
72. Jeg øver mig i at smide ud i stedet for at smide på loftet
73. Jeg har ingen kassekredit
74. Jeg vil gerne skifte bank, men har ikke fået taget mig sammen endnu
75. Langt de fleste vægge i mit hjem er hvide, før i tiden havde hvert rum sin farve... men det var jo også i 90'erne
76. Jeg prøver af og til at følge med tøjmoden, men jeg har aldrig syntes det rigtigt er lykkedes
77. Jeg synes det er skæg at kunne det latinske navn på dyr, planter og svampe
78. Jeg synes det er sørgeligt så lidt vægt der er på klassisk naturhistorie i skolen i dag. Når børn kan lære alle dinosaurerne og alle pokemon-figurerne, så kan de også lære en bunke danske dyr og planter - og få fede naturoplevelser samtidig
79. Jeg elsker at få ros
80. Jeg har engang prøvet den mest fantastiske hvide minkpels med hætte... ikke godt signal i biolog-kredse, men hold da op hvor har de dyr dog en fantastisk lækker pels... og den var sat ned til 15.000. Det var nok meget godt jeg var en fattig studerende dengang
81. Jeg tror sælpels er mere acceptabelt i de fleste kredse
82. Selv synes jeg pels er noget at det smukkeste og mest praktiske man kan bære, selvfølgelig skal man ikke gå i pels fra truede dyr eller dyr der har lidt forfærdeligt, men jeg har intet principielt imod at opdrætte dyr alene for at bruge pelsen
83. Jeg skylder over 100.000 i studiegæld
84. Jeg har brugt studielånet til at rejse for - mens man er studerende har man tiden og lysten, når man er færdig har man pengene... så skidt med renterne!
85. Det er rystende at finde ud af hvor mange kreationister der er i Danmark, engang troede jeg kun det var et amerikansk fænomen
86. Jeg er ikke altid så god til at holde kontakter ved lige
87. Jeg har engang spist gekko - jeg bestilte godtnok kylling, og det smagte da også lidt derhenad
88. Jeg tror verden ville være et bedre sted uden religion
89. Jeg må desværre indrømme at lide af PMS af og til... det overrasker mig stort set hver gang
90. Jeg leger af og til legen "hvis jeg vandt et par millioner..."
91. Jeg ville betale gæld af for mig og mine nærmeste og selvom jeg godt ved jeg burde investere, ville jeg nok kaste mig ud i en kæmpe omgang materialisme! Og så give en klat penge til Læger uden grænser eller Røde kors for at kunne give gaver til familie, venner og mig selv med renere samvittighed
92. Jeg elsker at snorkle og dykke
93. Jeg har to nye venner som jeg er meget glad for at have mødt
94. Jeg er meget glad for mit arbejde
95. Jeg er ret stresset over mit arbejde i øjeblikket og er ikke altid helt tilfreds med min indsats
96. Jeg havde forsvoret det, men er begyndt at drikke Cola light
97. Jeg kunne godt tænke mig at have nogle kolleger, men ingen chef
98. Jeg overvejer at melde mig ind i Kvindeligt Selskab
99. Jeg er ikke særlig vild med klassisk musik
100. Jeg synes det har været meget skæg og lidt svært at skrive 100 ting om mig, men nu er det slut!
Kommentarer
Puha - det maa ha' vaeret svaert, men jeg har laert en masse jeg ikke vidste!
Jette over i England
Posted by: Jette Iyer | 13.01.2004 12:35
Jeg har selv flere gange gået igang med projekt 100 ting, men giver op, når jeg har lavet en 6-7 stykker, fordi jeg ikke kan finde på mere.
Men godt gået
Posted by: Lars Bachmann | 02.03.2004 09:36
"34. “Fornemmelse for snyd” er noget af det bedste TV jeg har set incl. efterspillet med retssagen ..."
Kære Sidsel Larsen!
Må jeg ulejlige dig med et spørgsmål til ovenstående punkt?
Da jeg selv deltog i nævnte udsendelse, som jeg forøvrigt også var svært tilfreds med, men det er en anden sag, er det helt nyt for mig, at der var et retsligt efterspil.
Kunne du finde tid til at fortælle mig, hvem der havde anlagt sag, og hvornår denne sag blev behandlet i retssystemet? Så vil jeg forsøge at få en udskrift af præmisserne for domsafsigelsen.
På forhånd tak!
Med venlig hilsen
Karen Boesen
Posted by: Karen Boesen | 22.09.2004 07:20