Sidsels

Hele denne frygt for at ændre på "naturens orden" - enhver der har fulgt med i biologitimerne vil næppe have bemærket noget særlig orden i naturen - naturen er dynamisk, ændrer sig hele tiden, bevæger sig hele tiden.
Nogle gange tænker jeg på hvor vi var, hvis pencillinen havde fået den modtagelse genteknologien har fået? Hvis skrækscenarier med multiresistente superbakterier havde fyldt datidens medier og fået alle til at nægte at støtte forskningen i antibiotika. Eller hvad med vaccination? Ville vi så alle dø af lungebetændelse og blive forkrøblede af polio og vansirede af kopper... og ville det være en bedre verden?
Jeg tror det ikke.
For nylig er der udviklet en Ebolavaccine ved hjælp af genteknologi som virker på aber - den vil snart blive afprøvet på mennesker - hvis det ikke allerede er i gang. Som Lone Frank skrev i weekendavisen var det helt pinligt at ingen var interesserede i at være forsøgspersoner - hvor der normalt ikke mangler interesserede mennesker når det gælder sygdomme som rammer mennesker i vesten. Er det ikke lidt af en luksusholdning at afvise genteknologien når det stadig myldrer med sygdomme vi endnu ikke kan bekæmpe? Omtrent to MILLIONER mennesker dør hvert år af malaria. Hvis det er "naturens orden" så synes jeg ikke den er værd at samle på! Og måske er det kun fordi vi lever så forholdvist trygt heroppe at vi tillader os at afvise de nye muligheder.
Nåmmen tilbage til Lone Franks bog.
“Adam og hans søde Eva går nøgne rundt i den have, Gud har indrettet til dem, og spørger ikke om noget. De interesserer sig ikke for hvordan planter og dyr er skruet sammen eller om man kunne lave lidt om på skaberværket. Men da de endelig kommer ud af deres naive væren og begynder at se og tænke, ja, så er fanden løs.” Dette billede bruger Lone Frank på den angst for viden der præger mange menneskers holdninger til bioteknologi. Mennesket taber lykken og paradiset da det begynder at vide for meget. Men kan man virkelig vide for meget?
Lone Frank der er en af Danmarks bedste videnskabsjournalister, er faret i blækhuset og har skrevet et brag af en debatbog. Man kan tydeligt mærke at her er et emne hun brænder for.
I Europa er vi mest bange for de genmanipulerede fødevarer, mens de i USA går i baglås over brugen af embryonale stamceller. Anderledes festligt har de det i Taiwan. I 2003 fejrede de således årsdagen for fødslen af landet første klonede bjerggeder med fire dages fest.
Og burde vi ikke også fejre bioteknologien der giver os muligheden for at redde mange syge menneskers liv og udvikle afgrøder der kan brødføde de sultende? Hun taler ikke for blind jubeloptimisme, men viser at når det gælder bioteknologien, har fokus det med at flytte sig fra de positive muligheder til skrækscenarierne.
Hun uddeler hug til journalisterne der maler fanden på væggen og løber med halve vinde, til forskerne der ikke udtaler sig offentligt, men lidt arrogant gemmer sig på deres kontorer, til politikere der har berøringsangst over for feltet og til debattører der taler med følelserne frem for med hovedet.
Det er herligt at høre denne stemme i debatten - jeg tror Lone Frank fungerer som talskvinde for de teknologibegejstrede der mest har dukket nakken i de fremherskende vindes etik.
Jeg håber ikke hun skræmmer skeptikerne helt væk og bare får dem til at affærdige hende som “en skide materialist”. Der er brug for nogle der taler med store bogstaver for at få folk op af stolene.
Hun kommer også ind på tidens desperate søgen efter det åndelige eller religiøse. Og det skyldes ikke bare mangel på oplysning. Samtidig med at vi ved mere end nogensinde før er der et udpræget behov for at der skal være noget mere end denne viden. Det føles ubærligt bare at være “et stykke organisk mekanik, der kan reduceres til celler, molekylbevægelser og risikoprocenter.”
Andetsteds skriver hun: “Brorsons gamle salme er forældet - pludselig magter vi rent faktisk at sætte blad på en nælde og overskrider dermed nogle grænser, som står stærkt markeret i vores livssyn og kultur.” Således forklarer hun en del af bioteknologiskepsisen i mange menneskers mere eller mindre religiøse forhold til naturen. Men selvfølgelig er det ikke den eneste forklaring - også mediernes dækning, dårlige eksempler på teknologi anvendt til uhyrlige ting og myter om videnskabsmanden.
Der er groft sagt to videnskabsmænd i medierne: Dr. Frankenstein og Holger Bech. Den gale videnskabsmand og den lidt distræte, verdensfjerne og uskadelige professor. Medierne er yderst lydhøre over for det extreme og det der skaber frygt... 'Din stegepande slår dig ihjel', 'Hårstylingprodukter er helt vildt giftige' er typiske overskrifter... og mindre lyshøre overfor det der med forbehold, usikkerhed osv.
Hun efterlyser logik og konsekvens i folks holdninger. Der er i høj grad tale om en modvilje baseret på følelser frem for rationalitet. “En diffus angst for den menneskeskabte natur”.
“Det drejer sig om irrationelle følelser, der baner sig vej op fra det ubevidstes mørke og kræver deres ret. Og for at begrunde dem i noget ydre og dermed give dem vægt og autoritet, lægger man sig op ad en eller anden etik, som giver følelsen ret”. Følelse først, tanken derefter.
Jeg håber at rigtigt, rigtigt mange vil læse bogen.