Er håbet lysegrønt?
Nogle kræftpatienter oplever at håbet blivet taget fra dem af lægerne allerede inden kampen går igang, når de får at vide at nu kan lægen ikke gøre mere for dem bortset fra smertelindring. En række alternative behandlere står selvfølgelig straks klar til at tilbyde dem nyt håb (for en sum penge naturligvis).
Placeboeffekten er et kendt fænomen, så denne tro på helbredelse de alternative kan tilbyde, er måske i virkeligheden et rigtigt godt tilbud?
Der findes jo de her historier om mennesker der har overlevet flere år ud over deres 'dødsdom' - måske ved hjælp af alternativ behandling, måske ved at kæmpe, tro og bede...
Det er jo meget forførende med disse mirakelhistorier, men "desværre" findes der en norsk undersøgelse der viser, at der er større dødelighed hos kræftpatienter der supplerer den almindelige behandling med alternativ behandling.
Og nej det skyldes ikke at det er de mest syge der vender sig
mod det alternative! Overdødeligheden var faktisk størst hos de mest friske
af kræftpatienterne. Man regner med det skyldes at de der søger alternativ
behandling er længere tid om at søge læge og dermed få behandlet en kræft
i tilbagefald.
Så måske er håbet en farlig forførelse, måske er det ikke så lysegrønt endda?
Måske forhindrer det en i at se situationen klart?
Man kan også diskutere om det er en god afsked med livet at fare fra behandler til behandler med sit spinkle håb. Måske kan man få en god sidste tid sammen med de mennesker der er tæt på en, ved at acceptere og forberede sig på døden. Man kan bruge tiden på at skrive breve til ens børn, ordne alle de praktiske ting omkring ens jordiske gods, samle venner og familie omkring sig og sige ordentligt farvel eller tage på kurophold for at blive forkælet et stykke tid. Jeg synes det er en mere værdig afslutning end at klamre sig til et spinkelt håb og måske aldrig få gjort det færdigt som skal gøres.
