Arkiv: maj 2004

« april 2004 | Forside | juni 2004 »

30.05.2004

Blogs/aviser

Nu har jeg blogget så tilpas længe at jeg er begyndt at blive irriteret når jeg læser avis - Hvor kan man skrive og læse kommentarer?
Læserbreve er så langsommelige...
Det kunne være dejligt hvis man lige kunne bede dem om at uddybe noget, spørge dem om hvad de mener med det skriver eller kritisere indlægget.
Kunne Iben Thranholm og Jesper Hoffmeyer ikke tage og få sig en blog?

28.05.2004

Jamen, han har jo ikke noget tøj på!

Dan, Trine, Mette og Lotte er meget vrede på mig fordi "jeg tager håbet fra kræftpatienter" ved at kritisere Michael Kastberg.
Det har ikke været særligt behageligt at opleve den fjendtlighed og jeg har tænkt meget over det - hvad der gik galt i kommunikationen, hvorfor jeg ikke kunne forklare dem hvorfor jeg netop synes det er vigtigt at pointere at Michael Kastberg misinformerer om kræft - at hans teori er lodret forkert.
Så jeg overvejede en tilsvarende situation... hvad nu hvis man havde købt et fjernsynsapparat som man egentlig var meget godt tilfreds med og man så ugen efter kunne læse i Tænk og Test at det var noget bras...
Ville man så blive vred på Tænk og Test? Eller ville man blive vred på den der solgte én apparatet? Eller på sig selv over at have købt det? Og hvad ville være mest rimeligt?
Det jeg prøver at sige er at jeg synes jeres vrede er rettet et forkert sted hen. Det er meget muligt at jeg "tager håbet fra kræftpatienter", men så ret dog i stedet vreden mod den der gav det falske håb!
For at tage et andet eksempel: I eventyret "Kejserens nye klæder" ... hvem er da skurken? Er det kongen? Er det folket der er for flove til at sige noget? Er det skrædderne der bilder ham noget på ærmet? Eller er det barnet der råber: "jamen, han har jo ikke noget tøj på!"?
Dette skal ikke ses som en opfordring til at vende jeres vrede mod Michael Kastberg - I burde efterhånden have fået nok afløb for den her.

27.05.2004

Dårlige "argumenter"

”Dit store fjols!” .....det er ikke altid nemt at debattere på en lødig og saglig måde når der er stærke følelser involveret. Nogle argumenter eller diskussionsstrategier er både ubehagelige og ugyldige. Jeg har oplevet det ofte når jeg diskuterer med ”troende” mennesker af mange slags (ikke kun mennesker der tilhører en bestemt religion, men også mennesker der er tilhængere af forskellige former for alternativ behandling), men det er bestemt også en grøft jeg selv og mange andre kan falde i (så har jeg vist taget så tilpas mange forbehold at jeg ikke kan støde nogen!).
Her bringer jeg en liste over argumentationsstrategier som ikke holder en meter, med eksempler hentet fx fra diskussioner på denne weblog:

Strategi 1: ”Det er synd for dig”
Ved at udtrykke din overvældende omsorg viser du tydeligt at du er et tolerant og meget bedre menneske med overskud til at føle medlidenhed med den tåbe du taler med.

Eksempler: ”Jeg er ked af på dine vegne”
”Jeg forventer ikke, at du forstår min omsorg for dig”

Strategi 2: ”Ateisme er også en religion”
På forskellige måder understreges det at det at tro på en religion er fuldstændig det samme som ikke at tro på en religion.

Eksempler:
”Alle tror på noget”
”Der kræves mere tro for ikke at tro på X, end hvad der kræves for at tro på X...
”Jeg ville ønske jeg havde ligeså meget tro på Gud, som du har på evolutionsteorien”
Og den går også den anden vej: ”Evolutionsteorien er bare en teori på linie med skabelsesberetningen”

Strategi 3: ”Du er dum, jeg er smart, så spild ikke min tid”
Her er det vigtigt at få modparten til at forstå at han/hun er blind, dum, følelseskold, kynisk, snæversynet osv.

Eksempler:
”Du er da nok det mest usaglige, kværulerende, følelskolde menneske jeg nogensinde har mødt.”
”Du er kun ude på at gøre andre mennesker ondt”

Strategi 4: ”Du bliver klogere...”
Påstå at når modparten bliver ældre, klogere, kommer ud i en livskrise, bliver syg eller lignende, så vil de mene det samme som dig (det selvfølgelig er ældre, klogere osv.). Ofte bruges i samme ombæring ’Galilei-finten’: ”Jeg er et misforstået geni”.

”Alle fantastiske opdagelser møder modstand i starten”
”Engang vil du forstå, hvad jeg mener”
”Om få år vil du se tilbage på dette og skamme dig”

Strategi 5: ”Dit liv er meningsløst”
Få modparten til at indse at personens liv er fattigt, meningsløst, tomt og læg ansigtet i de rette triste folder.

”Du går glip af noget ved ikke at tro”
”Du bruger livet på noget negativt frem for noget positivt”
”Et univers uden tro er et univers uden håb”

Strategi 6: ”Du ender i helvede”
Det ultimative argument (!)

Denne liste er delvist inspireret af ”Kristne guldkorn” på ’herregud.com’ i norge.

26.05.2004

Kan tro helbrede?

Ja, det mener de religiøse i hvert fald - og de kommer vist lige lovligt meget til orde i den nye bog: ”Kan tro flytte bjerge - om religion og helbredelse" som er redigeret af teolog Niels Christian Hvidt og læge Christoffer Johansen som er blevet anmeldt på P1 af religionsforskeren Michael Rothstein.
Han siger det meget smukt så jeg kan bare anbefale at lytte til den! (via linket)
Lægen i makkerparret er ikke enig med de religiøse - det udtalte han til Weekendavisen som jeg nævnte i en post for nylig.
Der er altså ikke noget godt belæg for at tro helbreder.
Normalt tilskriver man en del helbredelse til placeboeffekten. Måske handler placebo ikke så meget om troens virkning som om tidens gang, tilfældigheder og indstilling til sygdommen efter at have fået en kalkpille. Måske kan tro alligevel ikke flytte bjerge.

Kræft og stress

Der er mere og mere der tyder på at den almindelige opfattelse af at kræft hænger sammen med stress, ikke holder. En ny undersøgelse af forældre til skizofrene viser at der ikke er nogen betydelig øget forekomst af kræft i denne gruppe.
Vi skal altså igennem endnu en omlægning af hverdagsforestillingerne - ligesom dengang det blev klart at stress og mavesår heller ikke hang så godt sammen, som man troede.
Tidligere undersøgelser har vist det modsatte, men eftersom de er baseret på folks egne udsagn kan de være svære at tolke idet folk som regel lider af "recall bias" - dvs. at syge mennesker som regel husker tingene anderledes end raske mennesker gør.

21.05.2004

Spis efter din skostørrelse

Forskere har nu vist at skostørrelsen har en direkte indflydelse på hvad man bør vælge at spise. Hvis man lever på en stor fod, bør man smæske sig sig i champagne, bøffer og trøfler. Hvis man har for små sko, skal man i stedet satse på bønner, hirse og urtethe. Hvis man følger denne diæt vil man genoprette den naturlige balance - og det er jo logisk eftersom balancen netop sidder i fødderne! Flere patienter er sluppet af med både kræftsygdomme og fodsvamp...

Jo, jo... måske fjollet, men det er intet mod den fjollede virkelighed som fx bøgerne "Spis efter din blodtype". Læs en anmeldelse af diæt-bogen her.

Den alternative verden er selvfølgelig begejstret for bogen!

Bøgerne tilbyder en dejlig enkel forklaring på alt, men som anmelderen siger: man kan lige så godt spise efter sin skostørrelse. Jeg bruger størrelse 38, så jeg må spise lidt af hvert. Det vil jeg så gøre...

18.05.2004

Samtalekøkken og brændeovn

Vi har fået en ny feeeed lejlighed - ja "VI" - vi flytter nemlig sammen ved samme lejlighed i samme lejlighed (på 106 kvadrater). Så hele vinteren skal vi sidde foran brændeovnen og flette tæer - det er lige før (også kun lige før) jeg glæder mig til det igen bliver koldt nok til at tænde op. Indtil da må jeg se om jeg kan udholde ventetiden i vores monster-store samtalekøkken med morgensol. Suk! Det bliver hårdt...
Selvom bankmanden så meget overrasket ud da min kæreste sagde at han er filosof ("...og du har alligevel fået job!?") tror jeg godt han vil låne lidt penge til en filosof og en biolog.
Nu venter vi kun utålmodigt på at de nuværende beboere flytter ud... tæller ned.

11.05.2004

Naturmedicin og truede dyr

Takket være Viagra er næsehornets udryddelse udsat på ubestemt tid - tak til den kemiske industri for det (næsehorns-horn indgår i potensmiddel indenfor kinesisk medicin, men eftersprøgslen er faldet drastisk efter Viagra kom på markedet).
Naturmedicin fremstillet af truede dyr strømmer ind i Danmark, især til herboende asiater, men også til videresalg i asiatiske helseforretninger. Biolog Maj F. Munk, Skov- og Naturstyrelsen, siger, at også danskere – ofte med en grøn og alternativ indstilling – er blandt kunderne. Uden at gøre sig det klart, medvirker disse mennesker til at gøre drab på og handel med truede dyr lukrativt. Maj F. Munk efterlyser derfor mere information til forbrugerne, så man forhåbentlig kan minimere efterspørgslen. Washington-konventionen, der skal sikre mod handel med truede dyr, omfatter ca. 30.000 arter, hvoraf ca. 1000 er så truede, at al handel med dem er totalt forbudt.
Meget naturmedicin skabes ud fra den antagelse at naturen er skabt til mennesket - at ude i naturen kan man finde medicin mod alt og at det er bedre at finde den der, end selv at lave den kemisk. Det købes i den illusion at det er bedre for kroppen, ingen bivirkninger har og at det er fremstillet på en mere miljøvenlig måde. Men det ER en illusion.

Mange af de cremer, medicin osv der markedsføres som "naturprodukter", indeholder stoffer der FINDES i naturen, men som altså fremstilles i den kemiske industri. Mange af dem har bivirkninger eller virker ind på den anden medicin man evt. tager. Og så er der mange af dem der har en stor indflydelse på artsrigdommen ved krybskytteri, indsamling af lægeplanter i naturen osv. Kemi er blevet et fy-ord, men ligesom udtrykket "genfri mad" vidner om en fuldstændig misforståelse af hvad gener er for noget, er forestillingen om "kemifri omgivelser" en misforståelse af hvad kemi er.
Planter er kemi, vi selv er kemi - vi består af kemiske stoffer - vi danner kemiske stoffer og æder kemiske stoffer. Og der er sådan set ingen forskel på dem om det er en plante der fremstiller det, eller en kemisk fabrik (bortset fra at det kan være svært at udvinde det helt rene stof fra planten, så "naturstoffet" er mere urent). Ideen om det "naturlige" er romantisk, men illusorisk. Alt er "naturligt". Det kommer i sidste ende altid fra naturen - hvor skulle det ellers komme fra?

10.05.2004

Farlige "naturcremer" mod eksem

Mange foretrækker at købe naturmedicin... det er ligesom mere naturligt og har færre bivirkninger. Yeah right. Rettere sagt er naturmedicinen ofte ikke særligt godt KONTROLLERET for om der er virking eller bivirkninger.
Et grumt, grumt eksempel er nogle "naturcremer" mod eksem. I England testede et forskerteam 24 forskellige naturcremer som mennesker med eksem brugte. De 20 af dem indeholdt binyrebarkhormon - kortison. Og det virker! Det er bare netop det hormon mange med eksem prøver at undgå fordi man ved at det har bivirkninger. Binyrebarkhormon er også det lægen kan tilbyde mod eksem og det er det eneste der kan fjerne eksem på meget kort tid. Det har bare de bivirkninger at huden bliver tyndere og kan blive endnu mere ødelagt hvis man bruger det meget. Hormonet kan også hæmme væksten og forstyrre hormonerne i kroppen. På naturcremerne stod der intet om indhold af cortisol. Cremerne blev købt gennem naturterapeuter og urteklinikker.
Så pas på derude - hvis en naturcreme virker alt for godt er det nok fordi den indeholder binyrebarkhormon.

Miraklernes tid er endnu ikke forbi

En anden rigtigt interessant artikel i Weekendavisen d. 6.-13. maj "Tro, håb og videnskab" handlede om en debataften med en kræftlæge (overlæge og forsker ved Kræftens Bekæmpelse Christoffer Johansen) og en katolsk teolog (Niels Christian Hvidt). Emnet var "Kan man blive helbredt ved at tro på Gud?"
Ikke overraskende var de to oplægsholdere ikke enige.
Det er ikke bevist at tro kan helbrede, men som teologen sagde: "Gud vil ikke bevises, Gud vil elskes". Jeg vil nu ikke vove danne mig nogensomhelst mening om hvad guderne vil og ikke vil, men der er undersøgelser der peger i begge retninger - nogle viser at forbøn kan have en vis effekt andre afviser det. Så det kan der ikke drages nogen endelig konklusion på. Men virker det at bede hvis man ikke tror? Og virker det hvis nogen beder for en der ikke tror? Det er ikke undersøgt og bliver det måske heller ikke. Og måske godt det samme. Der er trods alt behandlinger der har en langt bedre succesrate og som også virker selvom patienten ikke tror på det - ja, selvom patienten er bevidstløs.

Det spirituelle G-punkt

"Gud bor i temporallappen" stod der på forsiden af Weekendavisen 6.-13. maj. Guf guf! Der var tale om en særdeles velresearchet og velskrevet artiklen fra Lone Franks hånd. Artiklen fortalte blandt andet at oplevelsen af det guddommelige kan beskrives som en elektrisk aktivitet i en del af hjernebarken sådan ca. under højre tinding.
Her i den højre tinding kan man nemlig ved hjælp af magnetfelter skabe guddommelige oplevelser hos 80 af forsøgspersonerne. Til de religiøses lettelse eller ærgelse kan jeg oplyse at det ikke altid er en bestemt guddom der viser sig, men alt afhængigt af om forsøgsperonen er muslim, kristen eller ateist vil den religiøse oplevelse centrere sig om Allah, Jesus eller "en overmenneskelig og universel kraft".

Interessant nok er det præcis proportionen 80
som er den del af danskerne der i en undersøgelse svarede at de troede der var mere mellem himmel og jord. Hos langt de fleste af dem var der tale om denne her "overmenneskelige kraft i universet"... Nu er det jo selvfølgelig overhovedet ikke sikkert at det er de samme 80 % som kan få religiøse oplevelser af magnetfelter - men det er da sjovt at tænke på. Jeg kunne godt tænke mig at prøve den der guddommelighedsgenerator - måske ville jeg så bedre kunne forstå hvorfor man er/bliver religiøs. Det er mig en gåde, og det er ikke altid godt når man diskuterer med religiøse mennesker - simpelthen ikke at kunne forstå dem.

Kræftpatienter, pas på Dr. Ryke Geerd Hamer

Dr. Ryke Geerd Hamer er endnu et grumt eksempel på hvor farlig alternativ kræftbehandling KAN være. Også han opfatter sig selv som en pioner, en martyr, der trods modstand kæmper for at udbringe sit budskab - som er at al kræft skyldes et stort, uforberedt chock. (Og at alt det lægerne prøver at bilde os ind selvfølgelig er noget sludder).
Det farlige er at han fraråder den medicinske behandling og påstår at kræften vil gå i sig selv igen hvis man behandler chocket. Han er blevet dømt for kvaksalveri og har siddet i fængsel for det han gør (og det øger kun martyr-effekten), men alligevel ser hans behandlingsform ud til at have fået fodfæste i Norge og Sverige. Det håber jeg ikke vil ske i Danmark - det ville være en tragedie. Men det ser desværre ud til at han er på vej.

Nyt Aspekt refererer hans metode ukritisk og ligeledes hjemmesiden Selvet. Denne ukritiske referering er dybt problematisk, man kunne ønske at redaktørerne af sådanne steder havde en nedre grænse, men nej...

Fx skriver Dr. Ryke Geerd Hamer at hjernesvulster ikke eksisterer - de er i virkeligheden ødemer - altså væskeophobninger. Metastaser eksisterer heller ikke. Det vi tror er metastaser, skyldes i virkeligheden at chocket over fx at få fjernet et bryst giver os en ny svulst.
Han siger alt muligt som er noget værre sludder og pakker det ind i en videnskabelighed der kan imponere, men som intet har med videnskab at gøre.
Det farlige er at hans ideer nemt kan passe ind i det verdensbillede som nogle har af at kroppen kan reparere sig selv, og det er en form for "ubalance" der kan rettes op på. Hamer rammer lige ned i den modstand der er mod at opfatte kroppen som noget der skal repareres - den skepsis der er mod traditionel medicin som kan få nogle til at betvivle det gode i at blive "repareret" med kirurgi, strålebehandling og kemoterapi.
Jeg har kendt for mange der er døde af kræft til at acceptere at han vildleder mennesker der får konstateret kræft og prøver at holde dem væk fra medicinsk behandling.

06.05.2004

Bevidste patienter

For nylig afholdt kræftens Bekæmpelse et seminar om 'alternativ behandling til bevidste patienter'.
her kan man læse hvad der kom ud af det.

Næste seminar i rækken handler om Phytoøstrogener (plantehormoner) og brystkræft, og det afholdes den 2. juni i København. Tilmelding er nødvendig.
Se på kræftens bekæmpelses hjemmeside

02.05.2004

Hvorfor bruge tid på Michael Kastberg?

Der er måske nogle der har undret sig over hvorfor jeg gider bruge så meget af min tid på at diskutere med mennesker som Michael Kastberg.
Jeg har fået kommentarer som "det er jo alligevel håbløst" og "pas på, du må hellere gå en ny vej hjem fra arbejde hver dag"!!
Det undrer også mig - især i dag hvor vejret er så dejligt. Men min filosofiske kæreste er altid god for nogle velgennemtænkte og velformulerede ord så ovre hos ham kan man få fem gode grunde til at bruge sin tid på at kritisere okkultisme.
Jeg kunne ikke have sagt det så smukt selv!

Hulda Clark - behandlere i Danmark

Her bringer jeg en kommenteret liste over de behandlere der bruger Hulda Clark- metoden. Denne metode er yderst tvivlsom og jeg vil ikke anbefale nogle at kaste sig ud sådan et behandlingsforløb. Det er allerede meget materiale om behandlingsmetoden her på bloggen, så jeg vil bare sige: LAD VÆRE! Det er spild af penge og kan muligvis være farligt for dit helbred.

Selvfølgelig Michael Kastberg som er et kendt navn her på bloggen.

Men også:
Naturterapeut Henrik Dalsmund
Om ham skriver Michael Kastberg fra diskussionen på denne weblog: "slet ikke denne Dalsmund/Lundsdam, som på det skammeligste har forledt en håbløs syg ung pige ud i et tragisk behandlingsforløb"

Længere nordpå har vi
Fredensborg Klinikken, v. Henning Haverup
Han skriver blandt andet på sin hjemmeside:
"CANCERKUR
Giver vi små strømstød (zapper) med de rigtige frekvenser, vil parasitterne blive eliminerede. F. eks. Fasciolopsis buskii, der kan give cancer: 434-421kHz. Der udvikles så ikke mere orto-phospho-tyrosine. I løbet af ca 6 timer er orto-phospho-tyrosinen i kroppen opbrugt, og den accelererede celledeling vil holde op. Almindeligvis vil kroppen selv være stærk nok til at komme i balance igen. Effekten af zapningen kommer altså meget hurtigt, og allerede efter få dage vil en tumor være mærkbar mindre."
Læg mærke til at han kalder det en "KUR" - og at han påstår at svulsten bliver mindre.

Frank Astrupgaards hjemmeside har et mere ungdommeligt udseende og sælger sig meget på vægttab.

Og så Hulda Clark Klinikken ved Lizzie Källström som jeg har skrevet om i sidste post

Og endelig:
Klinik for Immun- og Bioresonansterapi, ved Biopat MBF Birgitte Schaap

Disse behandlere bruger den omdiskuterede metode og flere af dem bringer forkerte oplysninger om sygdomme.

Misinformation om sygdom

Hulda Clark Klinikkens hjemmeside kan man læse følgende:
"Lizzie Källström er helhedsterapeut og har siden 1960-erne arbejdet med forskellige former for alternative behandlinger. I 1995 under et kursus i bio-akustik (behandling med lyd) i England fik hun kendskab til bogen "The Cure for All Diseases" af Hulda R. Clark.
Behandlingsmetoderne her er så epokegørende og de bedste, Lizzie Källström indtil nu har mødt."

Under punktet 'sygdomme' kan man så læse om Lizzie's syn på forskellige sygdomme:
"Stort set alle slags cancer ligner hinanden: de er opståede på grund af en parasit."

"Hos diabetikere har Hulda Clark fundet en ganske almindeligt forekommende parasit, Eurytrema Pancreaticum, en kvægfluke, i bugspytkirtlen. Denne parasit udvikles ikke uden tilstedeværelsen af træsprit. Træsprit akkumuleres i øjnene, og der er en sammenhæng mellem diabetes og øjensygdomme (blindhed). Ved at eliminere denne parasit og samtidigt fjerne træspritten, kan behovet for insulin halveres på 3 uger (eller tidligere). "

"Alle, der lider af migræne har en mikroskopisk trådorm (strongoloid) og visse bakterier (stafylokokker, clostridia og streptokokker) i kroppen. "

Om Sclerose: "MS er en sygdom i hjerne og rygmarven. Lateral sclerose, hvis sygdommen hovedsageligt er i rygmarven. MS er forårsaget af flukeparasitter, som efter at have nået hjernen, mangfoldiggør sig."

"Ligesom eksem er psoriasis forårsaget af rundorme, hvis affaldsprodukter er meget allergene, og det er nok disse, der påvirker huden. "

"Gigtsygdomme er meget komplekse. De normalt implicerede mikroskopiske orme er Ancylostoma, Ascaris, Trichinella og Strongyloider. Ormene er af ikke kendte grunde vandret til led og muskler og har bragt kolonier af bakterier med."
"Virus-familien Herpes omfatter Herpes Simplex Virus 1 & 2, Epstein Barr Virus, Varicella Zoster, Cytomegalovirus, samt enkelte nyopdagede varieteter.
Udbrud af herpes må tages som udtryk for et svækket immunsystem.
Formentligt føres disse vira ind i kroppen af en større parasit - måske Ascaris eller en form for bændelorm. "

"I alle tilfælde af astma indgår der en mikroskopisk larve, Ascaris. Æggene kan man få i sig fra støv (snavs) og så snart, de er udklækkede, søger de små larver til lungerne. "

Alt dette er i strid med hvad lægevidenskaben ved om disse sygdomme og deres smitteveje. Påstandene er ikke dokumenterede videnskabeligt og jeg mener der er tale om grov misinformation om sygdomme.

01.05.2004

Bør Serasee fjernes fra hylderne?

Når Michael Kastberg påstår at planten Serasee (med det latinske navn Momordica charantia, blandt andet også kendt under navnene bitter lemon, bitter melon og mange flere) kan helbrede en lang række sygdomme som fx kræft, HIV, sukkersyge osv. så må Serasee regnes for et lægemiddel og dermed være omfattet af lægemiddelloven:

§ 1.
Loven omfatter varer, som er bestemt til at tilføres mennesker eller dyr for at forebygge, erkende, lindre, behandle eller helbrede sygdom, sygdomssymptomer og smerter eller for at påvirke legemsfunktioner (lægemidler).

Hvis et produkt er omfattet af lægemiddellovgivningen, gælder der andre og langt strengere krav til det, end hvis det kan kategoriseres som fx kosttilskud.
Jeg vil derfor anbefale Michael kastberg at fjerne disse misvisende oplysninger om Serasees effekt fra sin hjemmeside - ellers risikerer han jo at lægemiddelstyrelsen kategoriserer Serasee som lægemiddel!
Michael kastberg har også skrevet en artikel om plantemedicinen Graviola.
Han fortæller at Graviola er virksom mod kræft og at denne naturmedicin ingen bivirkninger har. Og det er ikke hele sandheden om Graviola.

Det er ikke tilladt at indføre Graviola (en plante ved navn Annono muricata, også kendt under navnet Titicca) i Danmark fordi det regnes for et lægemiddel og dermed er underlagt samme skrappe krav som alle andre lægemidler.

Kræstens bekæmpelses hjemmeside kan man bla læse om Graviola: "Der er ikke foretaget kliniske forsøg med graviola på mennesker, og derfor ved man ikke, om graviola hjælper på kræft i virkeligheden eller kun på kræftceller i laboratoriet. Man ved derfor heller ikke, hvordan graviola påvirker de raske celler."
Så selvom der er undersøgelser der tyder på at Graviola indeholder stoffer der kan være virksomme mod kræft, så er det altså ikke dokumenteret at det virker mod kræft hos mennesker og at det ikke skader de levende celler. Det samme gør sig med stor sikkerhed gældende for Serasee.
Graviola har også en række bivirkninger (selvom Kastberg i sin artikel skriver præcis det modsatte):
(fra Kræftens Bekæmpelses hjemmeside).

"Graviola har:
1. i forsøg fået livmoderen til at trække sig sammen på rotter.
2. i dyreforsøg bevirket nedsat blodtryk, udvidede blodkar og nedsat hjerteaktivitet.
3. i laboratorieforsøg hæmmet væksten af mikroorganismer. 
4. i forsøg med grise fremkaldt opkastninger. 
5. i rotteforsøg påvirket hjernens signalstoffer (neurotransmittere), der formidler kommunikationen mellem nervecellerne. 
6. I forsøg med mus medført sløvhed og søvnighed.
7. i forsøg med mus givet lette mavekramper."

Derfor giver Kræftens Bekæmpelse da også denne advarsel:

"Da graviola ikke er undersøgt på mennesker, kender man hverken virkningerne eller bivirkningerne på kort eller lang sigt. Man kan ikke regne med, at mennesker reagerer på samme måde som dyr, og derfor kan man udelukkende bruge dyreforsøg som en rettesnor. Kun ved kliniske forsøg, hvor stoffet afprøves på mennesker, kan man få sikker viden om, hvordan stoffet virker på mennesker.
Man bør dog bemærke, at det i dyreforsøg tyder på, at graivola kan medføre abort, nedsætte blodtrykket, nedsætte hjerteaktiviteten, påvirke stoffer i hjernen, medføre sløvhed, kvalme og opkastninger samt påvirke den normale tarmflora.
Man bør altid tale med sin læge, før man begynder at tage naturmedicin, da det kan påvirke andre sygdomme, optagelsen af medicin og fx påvirke bedøvelsesmidler ved operation."

Så tænk over hvad det er du putter i munden, bare fordi det hedder 'naturmedicin' behøver det ikke være ufarligt, eller bedre for kroppen. Hårdt sat op svarer det til at gå rundt i en botanisk have og tygge lidt på forskellige planter... der er hårdt brug for kontrol med dette marked!

Kræftens Bekæmpelse skriver videre:

"Graviola har ikke en markedsføringstilladelse i Danmark og er ikke godkendt som naturlægemiddel af Sundhedsstyrelsen.
På baggrund af oplysninger fra forhandlere af graviola har Lægemiddelstyrelsen vurderet, at graviola er bestemt til behandling/lindring af forskellige sygdomme og derfor omfattet af lægemiddelbegrebet jf. §1 i lægemiddelloven. Graviola må derfor ikke indføres som forsendelse fra lande uden for EU eller EØS-området (herunder USA).
Før end et lægemiddel eller naturlægemiddel kan blive godkendt til markedsføring i Danmark, skal det opfylde Lægemiddelstyreselsens krav til fremstillingen, til kvaliteten, til sikkerheden og til virkningen af produktet og være under løbende tilsyn af lægemiddelmyndighederne.
Som forbruger har man ingen garanti for, hvad graviolapræparaterne faktisk indeholder. Derfor ved man heller ikke, hvilke stoffer eller hvilken koncentration af stofferne, der faktisk findes i de kapsler, tabletter og miksturer, som sælges i udlandet og via internettet.
Forfattere: Læge Elisabeth Kjems og cand.it. Mette Tandrup Hansen"

Så denne skamrosning af Serasee og Graviola er efter min dømmekraft misinformation og vildledning med potentiale til at skade andre mennesker.

Seneste kommentarer

Dette er ikke et offentligt debatforum, men min private blog, så opfør dig venligst som gæst. Hvis du vil skrive en kommentar kan du enten klikke på linket lige under den post du vil kommentere - eller på postens link her (du kan skrive din kommentar nederst på siden):
Powered by Movable Type 3.2