Sidsels

Jo jo, det er jeg da godt klar over. "De religiøse" skulle så nok have været "de religiøse i denne bog".
Jeg kan godt se det blev lidt firkantet!

I øvrigt udsprang denne post til dels af en diskussion andetsteds på bloggen omkring "håb" og helbredelse. Er falsk håb bedre end intet håb? Eller er det generelt bedre at se realiteterne i øjnene og acceptere?

Du er måske lidt vel hurtigt, når du kaster alle religiøse i samme æske, hvad helbredelse gennem tro angår. Jeg kender kun én, der fuldt og helt tror på at tro kan helbrede, og hun er fra Christian Science, så det er ikke sært at hun ser sådan på det.

Et falsk håb man ved er falsk kan ikke bruges til ret meget, for så håber man faktisk ikke. Hvis jeg ved det er et falsk håb jeg gør mig, så håber jeg faktisk ikke ret meget mere og har faktisk opgivet.

Man kan håbe(falsk) på noget der er urealistisk fordi man ikke ved bedre, men det er noget helt andet. Her har man trods alt et håb som kan give lidt styrke også selvom håbet er falsk.

Mig bekendt er placeboeffekten forlængst blevet påvist. Hvis folk tror, at deres kalkpille er et helbredende stof, så er deres ændrede indstilling alene befordrende for helbredelse.

Det vil derfor formentlig være en korrekt konklusion at sige, at hvis tro fungerer som placeboeffekt, så kan tro jo også dermed helbrede. Fejlslutningen kommer først, hvis man som fagperson konkluderer det samme som de troende, altså hvis fagpersonerne konkluderer, at det er troens mytologiske væsner, der griber ind. Det sidste ville svare til, at lægen konkluderede, at det var kalken i kalkpillen, der gjorde udslaget, og det gør lægerne jo ikke.

Men når det er sagt, så kan tro også have en meget uheldig virkning: Hvis man f.eks. tror, at Jeeesus nok skal fjerne ens kræftsvulst, så har man vel nærmest fortjent at dø af dumhed.