Arkiv: juli 2004

« juni 2004 | Forside | august 2004 »

30.07.2004

Lovende blog om "alternativ behandling"

En god, ret ny blog om såkaldt "alternativ behandling" ved navn "Victims of alternative medicine". Meget lovende.

22.07.2004

Uskarp satire

Var omsider inde og se Harry Potter og fangen fra Azkaban i går aftes. Og den var bestemt god. De to timer fløj afsted. Men.
- Det hele gik lige lovligt hurtigt og meget fra bogen var udeladt (hvorfor lavede de ikke bare en film der varer 5 timer?)
- Ham der spiller Harry udviste ret ringe evner som skuespiller - jeg synes ellers han var ok i de første.

Men det ærgeligste: satiren over spådomskunst i form af figuren Professor Trelawney var slet ikke så overbevisende og morsom som i bogen. Ikke til sokkeholderne. Jeg havde store forventninger til Emma Thompson, men det gik ikke. Hendes karakter var ramt helt forbi bogens svidende godt ramte satire over okkultisme og new age.

21.07.2004

Sejt!

Jeg har lige opdaget at "Sidsels sted på nettet" er blevet valgt til ugens udvalgte blog på blogradio
Tak for de smukke ord, Liselotte

20.07.2004

Homøopati - tyndt pis

Homøopati er noget pis. Bare meget, meget fortyndet.

Frit oversat efter Peter Dorn

Kilk her for mere information om homøopati.

Dette er hvad Jesper Hoffmeyer skriver om homøopati.

16.07.2004

Gud som polyfilla

Deus ex machina – (en gud ud af maskinen) – et udtryk fra gamle græske og romerske skuespil om den situation hvor plottet i skuespillet er endt i en uløselig hårknude – og så “taadaaa” bliver en gud introduceret på scenen ved hjælp af en kran og klarer ærterne. Den samme rolle spiller guder i dag for nogle mennesker.
Efterhånden har de fleste troende som ikke-troende accepteret at jorden er rund og ikke er centrum i universet. Det vil sige at man ikke tager Bibelens ord om universet for sandhed.
Men så bruges gud i stedet til at forklare andre huller i vores viden. Hvor kommer mennesket fra? Jamen det er selvfølgelig Gud der har skabt os som der står i skabelsesberetningen. Her er der efterhånden også mange der har accepteret evolutionsteorien, der først blev formuleret af Darwin, og som siden er blevet underbygget af utallige undersøgelser og omformuleret af mange teoretikere. Men ikke alle accepterer evolutionen - ganske mange mennesker har stadig stor modvilje mod denne del af videnskaben.
For andre er der kun et enkelt hul tilbage. Hvor kom selve livet og universet fra?

Her er det svært. Eftersom det foregik for meget længe siden er det ikke det letteste forskningsområde. Som for al historie er en tidsmaskine det eneste der virkelig kan afklare tingene, indtil da er vi nødt til at teoretisere. Vi kan komme med nogle rigtig gode forslag som bunder i naturvidenskabelig viden og som vi kan teste ved at sige “hvis... så...”, men den præcise sandhed om historien får vi nok aldrig.
Her er det så at mange udkaster en ‘deus ex machina’: “Nej, fornuft og gudstro er ikke uden videre modsætninger, selvom alle de ovennævnte teologer går ud fra det. Den allernyeste - såkaldt »post-moderne« - tænkning er nået til, at der ikke længere gives gyldige grunde til atheisme. For atheisme er naturligvis selv en tro. Tag værensspørgsmålet: »Hvorfor er der noget og ikke bare ingenting?« Det er ikke mere fornuftigt at sige, at det skyldes tilfældigheder, end at sige, at det skyldes en hinsidig skabermagt.” som teolog Ole Jensen skrev i Weekendavisen 13. juni 2004.
(For det første er ateisme ikke en tro - ligeså lidt som det er en hobby ikke at samle på frimærker, men det er ikke dette der er sagens kerne lige nu).
ER det nu også ligeså fornuftigt? Er der fornuftigt at finde en overnaturlig forklaring frem, når vi støder ind i noget vi ikke nemt kan forklare? Når vi ellers forklarer resten af verden med naturlige forklaringer? Det ville svare til at jeg ikke forstod en opvaskemaskines virkemåde og så forklarede det med magi.
Big Bang er ikke bare en teori grebet ud af luften. Den bygger på videnskabelige observationer fx den observation at universet udvider sig. Teorien “Gud lavede et Big Bang og skabte liv lidt senere”, bygger ikke på videnskabelige observationer, det er en deus ex machina og er ikke falcifiserbart.
Og i den sammenhæng er det ikke lige så "fornuftigt" at tro på en skabt verden - når man forstår fornuft som bundet til rationalitet og videnskab.
Det er ikke lige så videnskabeligt at tro på det som at tro på de naturvidenskabelige forklaringer. For hvorfor skulle der pludselig være nogle hændelser der ikke var naturlige? Og hvis en gud virkelig havde gjort det, hvordan kan vi så være sikre på at han/hun ikke stadig griber ind? Hvor skal vi så sætte grænsen - skal vi kun bruge gud hver gang der er noget vi ikke forstår?
Hvis man gør det, accepterer man samtidig den absurde ide at alle sandheder er subjektive - hvis jeg ikke forstår elektricitet så er det helt ok og fornuftigt at jeg forklarer det med magi. Hvis vi spurgte en hund eller et menneske der havde været afskåret fra den moderne verden, ville de sikkert forklare det med magi og overnaturlige kræfter, men er det tæt nok på sandheden? Er det værdifuld “viden”?

10.07.2004

Paul Lee - a quackbuster

Paul Lee er "quackbuster" dvs. en der prøver at afsløre kvaksalvere, og nu er han også blevet bilingual blogger!
Han har været meget aktiv i afsøringen af Hulda Clark, men også alle mulige andre former for alternativ behandling får et kritisk blik på hans hjemmesider.
Det er både morsomt, skræmmende og oplysende. Og hans sider giver også indtryk af hvad man kan komme ud for som "quackbuster" fra kvaksalvernes side.
Nu mangler vi et godt dansk ord for quackbuster og så vil jeg opfordre andre der har interesse i at "quackbuste" i at deltage i debatten både her og der.

Kvaksalver-afslører? Nej, vel...
Kvaksalverstormer?
Nå, det ender nok bare med det mere brede: Skeptiker

07.07.2004

Missing link - en mediebøf

De kristne friskoler skal selvfølgelig have lov til at sige, at Darwins lære er hypotese blandt andre, og mig bekendt er der stadig noget, der hedder »the missing link« i den hypotese. Det burde der ikke være nogen, der kan hidse sig op over, siger Søren Krarup.
Citat fra Kristeligt Dagblad.

Svar: Jo det er der faktisk mange der kan hidse sig op over. Evolutionsteorien ("Darwins lære" er et udtryk der antyder at biologer stadig læser det Darwin skrev, det er sjældent tilfældet, der er kommer nyere og bedre bøger siden) ... Evolutionsteorien er IKKE bare en hypotese blandt mange.
Den har for længst bevæget sig fra hypotese-niveau til teori-niveau og er en ret velunderbygget og gennemtestet teori ovenikøbet. Og der findes intet andet videnskabeligt alternativ! Men masser af religiøse.
Alt det her med "missing links" er en kæmpe medie-bøf. Selvom der "mangler" fossiler og vi ikke kan gøre rede for hvert et lille skridt igennem 4-5 milliarder års naturhistorie, så er teorien ikke gennemhullet af den grund. Et missing link eller millarder af dem ændrer ikke på det faktum at evolutionsteorien er den teori der bedst forklarer den natur vi lever i og er.
Et hul i fossilhistorien er ikke det samme som et hul i en teori. Der er ingen huller i evolutionsteorien.

06.07.2004

Akupunktur er ueffektiv til rygestop

Akupunktur har vist sig effektiv i smertebehandling, men mange bruger akupunktur til alt muligt andet fx i forbindelse med at holde op med at ryge.
Det viser sig bare at akupunktur ikke er særligt effektivt i den forbindelse.
I et studie af 22 undersøgelser fandt de ingen forskel mellem "rigtig" akupunktur og "humbug"-akupunktur.
Når akupunktur blev sammenlignet med andre rygestopmetoder var der ingen forskel i udkommet. I de tidlige resultater var akupunktur en smule bedre end ingen behandling overhovedet, men forskellen var ikke holdbar over tid. Forsøg med forskellige akupunktur-metoder viste at der ikke var nogle af de undersøgte former der var bedre end andre eller end kontrolgruppen.
Konklusionen er at der trods 22 undersøgelser ikke findes klare beviser for at akupunktur, akupressur, laserterapi og elektrostimulation er effektive i forbindelse med rygestop.

Citation: White AR, Rampes H, Ernst E. Acupuncture for smoking cessation (Cochrane Review). In: The Cochrane Library, Issue 2, 2004. Chichester, UK: John Wiley & Sons, Ltd.

Seneste kommentarer

Dette er ikke et offentligt debatforum, men min private blog, så opfør dig venligst som gæst. Hvis du vil skrive en kommentar kan du enten klikke på linket lige under den post du vil kommentere - eller på postens link her (du kan skrive din kommentar nederst på siden):
Powered by Movable Type 3.2