Parasit-flop
Se det var jo et interessant program. Som ventet var det sensationslystent og poppet, og som ventet var det frygteligt pinligt at se på. Jeg kunne godt have ønsket mig at journalisten havde spurgt lidt mere åbent og var gået mere i dybden, men alt i alt var jeg godt underholdt og det var interessant og skræmmende at se Michael Kastbergs diagnose- og markedsføringsmetode. Det var tydeligt at han selv tror fuldt og fast på at han har ret. Gad vide om han efter at have set programmet overvejer at finde ud af hvad det egentlig er han ser i sit mikroskop, som han tolker som parasitter? (krystaller, snavs, revner i dækglasset?) Det blev meget tydeligt for mig hvordan han får solgt sin behandling. Selvom han tilsyneladende ikke selv kunne huske at han havde sagt at journalisten i værste fald kunne risikere at få kronisk lymfatisk leukæmi.
Men først kendsgerningerne der kom frem i Operation X:
1. Hulda Clark-behandlerne finder/opfinder parasitter som folk ikke har. Lizzie Kälhstrøm undersøgte ikke engang sin "patient", men gik simpelhen bare ud fra at alle der er syge, har parasitter.
2. De sælger ulovlig (ikke-godkendt) medicin og ulovligt medicinsk udstyr (de såkaldte ”zappere”)
3. De skræmmer folk til at tage en behandling ved at tale om hvilke alvorlige sygdomme de kan få hvis de ikke tager behandlingen. Michael Kastberg sagde direkte at journalisten i værste fald kunne udvikle kronisk lymfatisk leukæmi.
4. Henrik Dalsmund påstod at det er læger der har undersøgt det. Det er det ikke.
5. Lizzie Kählstrøm lyver om at den danske lægeverden ikke har udstyret til at se de bemeldte parasitter. (Desuden: hvis Kastberg kan se parasitterne i et mikroskop, hvorfor skulle uddannede læger så ikke kunne se dem?)
6. Michael Kastberg kan finde parasitter selv i en falsk urinprøve (bestående af steriliseret vand, the, lidt salt, et gult kemikalie og noget bakteriehæmmende). Hvilket siger noget om metodens ubrugelighed.
7. Formanden for Hulda Clark-behandlerne i Europa siger i programmet: ”Jeg ved ikke om parasitten er der. Du skal være entusiastisk for at opnå den effekt at patienterne tror på det. Tricket er at være begejstret og få dem til at tro på det uden at gå for meget i detaljer.”
Se hvad Torben har skrevet om gårsdagens udsendelse.
Se også sandhedens time som giver dig adgang til hvad Lizzie Kählströms klienter og kursister får at vide på Hulda Clark Klinikken.
Og endelig her kan du finde alt hvad der er skrevet på denne blog om Hulda Clark og Michael Kastberg. Det starter rent kronologisk i bunden.
Kommentarer
Skræmmende - men forventet. Og netop her ligger problemet vist - som du selv er inde på:
Mens de af os, der deler journalistens (i øvrigt efter alm. begavet standard meget rimelige) opfattelse, at det hele er fup og svindel, sparken på folk, der ligger ned med økonomisk gevinst for øje, i bedste fald blot ualmindelig tåbeligt og forkasteligt blev godt underholdt - så vil tilhængere og potientielle ofre ikke have svært ved at pege fingre ad det tykke billedsprog, den vel forudindtagede holdning, den bedrevidende mine osv. osv. som bar usendelsen.
Ja, havde det handlet om brugte biler havde ingen brokket sig over samme skråsikkerhed, men pointen er netop, at man grundet emnets karakter med fordel kunne have investeret de ekstra kræfter der behøvedes for effektivt at få kritikken til at forstumme - det kunne sikkert hjælpe mennekser ude i virkeligheden...
Jeg savnede også lidt mere træfsikre, underbyggede pointer:
Ja, lægerne var uenige, men det har Hulda Clark-tilhængerne hele tiden sagt - det overrasker dem næppe. Konfrontér dog 'lægerne' med de åbenlyse forskelle på deres påstande om parasitternes tilstedeværelse og DKs manglende udstyr kontra Kastberg's "Den kan man jo tydeligt se i mikroskopet"-approach.
Ja, Kastberg tog gladeligt imod den stakkels, potientielt kræftsyge mand, men det var lidt uklart på hvilket grundlag han indledte diagnosticeringen/behandlingen. Hvad havde han fået at vide - og kunne det ikke være interessant over længere tid at henvende sig fx. 200 personer - blot for at se, om mon ikke alle blev dømt parasitbefængte? Er det muligt at få en type som Kastberg til at sige "Nej, jeg kan ikke se, der er noget galt med dig - fortsat god dag"?
Osv. osv.
Men: Jeg glæder mig da til at se evt. forklaringer fra de involverede. De forkaster jo ikke just videnskaben, når de finder det nødvendigt at smykke sig med lægetitler osv. - der er da garanteret en forklaring på det hele...
Posted by: pollas | 17.08.2004 04:58
Jeg gad også godt vide hvordan Hulda Clark-organisationen får overbevist alternative behandlere om at deres produkter og metode virker? De må da også selv føle sig grundigt snydt af Hulda Clark!?
Posted by: sidsel larsen | 17.08.2004 05:06
Uden overhovedet at have set programmet kan jeg dog fornemme en ikke særlig lødig tone.
Ved en overfladisk afsøgning af quackwatch kommer det her springende i hovedet http://www.quackpotwatch.org/opinionpieces/quackpot_menace_thwarted.htm sammen med: http://www.quackwatch.org/
Disse sites kører hver deres modsatrettede propaganda af, som set hver for sig udemærket kunne være sand.
Problemet med at angribe lige netop kræftbehandlingsdelen ligger jo nok i at man har denne overdrevne følsomhed for mennesker med terminelle lidelser, sådan at man ikke skal råbe fusker særligt højt før lynch stemningen er der.
Men som jeg hørte en kræftpatient sige det for nylig: bivirkningerne ved den konventionelle medicinering er overordentligt ubehagelige så hvad har man at tabe på noget der ikke yderligere påvirker ens helbred negativt.
tv2 har et saglighedsproblem idet de tager præcis en type som Michael Kastberg til hovedindtægt, en mand der i behandlerkredse er yderst miskendt.
Jeg siger ikke at det ikke er på sin plads at hærge nogle fuskere men at gå så enøjet til værks ovenikøbet ud af den eksakt samme gren som quackbusters er lidt for letkøbt omend en sikker seersucces.
I kunne passende lave et helt program om den gennemsnitlige danske læge der udskriver hormoncreme til hudsygdomme som han/hun ingen ide eller begreb har om.
For slet ikke at tale om interessekonflikten medicinindustri/lægevidenskab, men den skal man jo også tænke over for at kunne se den ;)
Med god vilje.
Lauge
Posted by: Lauge | 17.08.2004 06:58
Lauge - Der er altid mulighed for at lave andre programmer, men nu har de nu engang lavet det her. Det kan godt være Michael Kastberg er miskendt i behandlerkredse, men det ved patienterne jo ikke... derfor er programmet helt på sin plads som advarsel. det er meget tydeligt havd man har at tabe - sin tid og sine penge (og åbenbart også sit helbred, som man kan forstå på flere der har haft bivirkninger ved Aravak-kuren.
Jeg mener iøvrigt at quackwatch bringer meget lødig information om udokumenteret behandling (jeg bryder mig ikke om udtrykket "alternativ behandling" eftersom det ikke nødvendigvis er et egentligt alternativ og eftersom det eneste der er interessant er om det virker eller ej og det kan altid dokumenteres).
Peter - ja jeg lavede også det regnestykke inde i hovedet og blev forfærdet over hvor uintelligente hun må tro hendes patienter er (en anden mulig forklaring: hun kunne ikke selv lave regnestykket).
Posted by: sidsel larsen | 18.08.2004 01:36
Det er altid befriende at opleve nogen kalde en spade for en spade.
Lidt plat udsendelse, men det er sikkert nødvendigt.
Ellers er min historie, at jeg måtte "behandle" min otteårige datter, som havde set noget af udsendelsen - og naturligvis havde byttet rundt på det hele og var nervøs for at hun havde nogle parasitter....
;-)
Posted by: Gunnar Langemark | 18.08.2004 03:30
Stakkels pige! ;-) Håber 'behandlingen' lykkedes!
Posted by: sidsel larsen | 18.08.2004 03:33
Jeg har en kur for parasitofobi - Send mig 800 kr. og jeg sender yderligere info.
Peter
Posted by: En anden Peter | 18.08.2004 03:37
Nu må du ikke give Kastberg gode ideer ;-)
Posted by: sidsel larsen | 18.08.2004 03:40
Behandlingen bestod i en terapeutisk logisk og fast forklaring. Hun godtog den - så længe det varer.
;-)
Posted by: Gunnar Langemark | 18.08.2004 04:26
Et kommentar Til operation X
Det er muligt at operation X er poppet, men programmet holdt sig til fakta – om parasitter. Jeg har intet tilovers for folk eller virksomheder der snyder andre, i dette tilfælde Hulda Clark behandlerne. Nogle af behandlerne må have en 6. sans de kunne åbenbart se parasitter alle steder.
Der var en af behandlerne der sagde at en parasit sugede ca. 10 ml. Blod og man havde milliarder af dem, interessant i følge mine beregninger giver det 10 millioner liter blod, og specielt når en menneske har ca. 5 liter blod, de er absolut ikke saglige..
Hulda Clark behandlerne er desværre en af mange virksomheder der lever af snyde folk, bidrager ikke noget særlig til samfundet.
Så mit spørgsmål er, hvem er parasitten.....?
Peter
Posted by: Peter | 18.08.2004 12:34
Lige en kommentar til punkt 2 i dit indlæg.
Konsulenten fra lægemiddelstyrelsen kunne godt give det indtryk at kun var medicinsk udstyr der skulle CE mærkes, dette er ikke helt korrekt CE mærkning gælder for alt teknisk udstyr der sælges i EU, samt at det er sandsynlig at der er flere krav skal opfylde hvis det skal bruges medicinsk, GS, EMC, m.fl. da evt. Fejlfunktion kan skade mennesker.
Problemet med Zapperen er at Hulda Clark fupmagerne, skal overfor myndighederne dokumentere at skidtet virker, spørgsmålet er interessant da jeg er teknikker i en eksport firma, hvor meget af min tid går med at lave dokumentation til myndighederne i andre lande.
Blev lidt paf at det kunne lade sig gøre
Med venlig hilsen
Peter
Posted by: Peter | 19.08.2004 01:51