Verdslig ritualmester søges
Jeg tror at hvis der var et festligt og højtideligt alternativ til kirkens ritualer - fx i forbindelse med bryllup og begravelse så ville endnu flere vælge den kirkelige løsning fra. Men det er en smuk og velkendt ramme (i hvert fald hvis man lukker ørene) i kirken og det er svært når der ikke er noget at sætte i stedet.
Ateisterne udgør 15% af Danmarks befolkning - vi er et pænt stort mindretal som betaler skat bl.a. til kirken. Mange af os vil gerne have muligheden for værdige og højtidelige ritualer, men slippe for snakken om det okkulte. For vores skattepenge kunne der måske blive råd til en filosof til begravelsen? En verdslig ritualmester til alle livets store ritualer i et flot rum med plads til mange gæster.
Det ville være ret og rimeligt. Hvorfor skal vi og i øvrigt alle de der tilhører andre trossamfund end det folkekirkelige betale for festligheder, som vi er udelukket fra?
Hvis vi skal betale for vores ritualer over skatten, så lad os da selv bestemme hvilket ritual vi ønsker.
Kommentarer
Nu har vi jo selv for nylig oplevet det verdslige bryllupsritual på Københavns Rådhus, og det var da ganske fint. Er det ikke snarere begravelser - der er så vigtige fordi man er konfronteret med det ufattelige og med tabet - hvor vi for alvor mangler et verdsligt alternativt ritual?
Posted by: Torben | 07.07.2005 09:28
Heroppe i Norge (som jeg jo næsten altid begynder mine kommentarer hos dig, Sidsel (og hos Torben for den sags skyld!) så har man en underlig fisk, der hedder Humanetisk Forbund. De tilbyder faktisk meget fine og brugbare alternativer til de kirkelige ceremonier. Det bedste er, at de faktisk er store og slagkraftige nok til faktisk at have noget at have det i! Jeg ved det, fordi jeg har deltaget i to forskellige konfirmationer i deres regi! I to forskellige dele af Norge. Dels her på Vestlandet og dels i Oslo. Det virker! Her er en lille link:
Humanetisk forbunds ceremonier
Posted by: Torben Kallesøe | 01.08.2005 01:10
Problemet med ateismen er jo, at den er en negativt defineret ideologi i den forstand, at den godt nok vælger nogle ting fra, men den tilbyder ikke noget. Dermed er der ikke noget at samles om. Desværre er det bare sådan, at for at et socialt fællesskab skal kunne opretholdes, er der nødt til at være noget at samles om.
Samtidig betyder ateismens negativt definerede ideologi, at det er ret nemt at kalde sig ateist. Man skal bare vælge guderne fra. I praksis betyder det efter min mening, at langt de fleste ateisters ideologi går ud på at opføre sig "naturligt", mens de glemmer den lille vigtige detalje, at deres opfattelse af at være naturlig bygger på, hvad de lærte derhjemme - af deres kristne forældre.
Jeg tror godt, at man kan tilbyde mange af de samme ting, som religiøse foretagender tilbyder, uden at man behøver være overtroisk af den grund. Værdier, moral, etik, regler for sociale relationer, osv. behøver f.eks. ikke være religiøst eller trosmæssigt funderede.
I den forening, jeg selv er medlem af - Satanisk Forum - er vi meget opmærksomme på, at det er vigtigt at tilbyde noget i form af værdier og deslige, og ikke blot vælge noget fra. Et af foreningens næste træk går ud på at oprette en række ritualer og ceremonier, der netop står som alternativ til de ceremonier, der sædvanligvis kun tilbydes af religiøse institutioner.
Jeg har lidt modstræbende sagt ja til at fungere som ceremonimester til et bryllup, som dog ikke er planlagt endnu. Når jeg er lidt betænkelig ved situationen er det mest fordi et bryllup for de fleste står som en håndfæstning på, at netop to mennesker skal være sammen resten af livet, og at de absolut ikke må pille ved andre længere. Denne værdi har jeg noget svært ved at forlige mig med, fordi den slags bryllupper netop fastholder en moral, som jeg opfatter som ubehagelig. Hvis jeg skal fungere som ceremonimester ved et bryllup, bliver ceremonien i hvert fald en meget opblødt på de punkter, der handler om evig troskab, udefra/ovenfra givet bolletilladelse, og den slags pladder.
Posted by: - wolf - | 01.08.2005 08:27
Genialt - Norge er så cool! Tak for linket, Torben. Det lyder virkelig fornuftigt. Jeg tror det er en bedre ide at kalde det humanistisk (eller human-etisk) end satanistisk...
Jeg kan godt se hvad wolf mener med at ateisme er defineret negativt. Det er nok bare lidt svært at abstrahere fra ideen om Satan som den faldne engel og det gør det lidt svært for mig at håndtere satanisme. Det lyder lidt for religiøst for min smag. Men jeg ved ikke særligt meget om det, måske vil du forklare mig hvad satanisme egentlig går ud på? Er der nogen form for tilbedelse af noget der er større end mennesket? Vil du betegne det som en religion? Hvad tror man på som satanist? Hvilke værdier tror man på?
Mht. bryllup vil jeg sige at det borgerlige vielsesritual slet ikke har noget med omkring troskab eller til døden jer skiller.
Her giver man hinanden et løfte om "samliv i gensidig kærlighed, hjælpsomhed og tolerance i alle livets forhold". Og de ønsker for en at man "ægteskabet igennem - under alle omskiftelser - må leve i et harmonisk og meningsfyldt fællesskab". Dét synes jeg er smukt og rigtigt. Ikke noget med "som en ægtemand BØR leve med sin ægtehustru"...
Posted by: Sidsel | 01.08.2005 08:32
Satanisme kan vist kort beskrives som ateisme med et værdisæt, hvor værdierne i høj grad passer med det, som man i vores kultur dæmoniserer. Der er absolut ingen form for tilbedelse af noget som helst - det skulle da lige være en selv. Se www.sataniskforum.dk, hvor der er en række artikler.
Hvad angår brylluppets fælles løfter, så bygger det vel stadig på, at man sågu er hinanden tro, og det resten af livet. Den slags opfatter jeg som lidt gammeldags. Min kæreste og jeg deler den opfattelse, at vi alene ville blive gift pga. på grund af økonomiske eller juridiske fordele.
Posted by: - wolf - | 01.08.2005 09:05