Sundhedsguiden reklamerer for Hulda Clark
Sundhedsguiden vælger at fortsætte sin reklame for Hulda Clark behandlerne, trods TV2s afsløring af deres fup af dødsyge kræftpatienter. Og på trods af at Kræftens Bekæmpelse og patientforeningen Tidslerne advarer om behandlingsformen. Hvorfor?
Sundhedsfagbogens direktør, Peter Hauch: "Sundhedsfagbogen lader sig ikke påvirke af mere eller mindre populistiske bidrag i pressen omkring enkelte behandlergrupper eller behandlinger."
"Det må være op til hver enkelt at vælge selv. Forbrugeren har efter vores opfattelse de nødvendige værktøjer og informationskilder til rådighed."
Men når man slår op på deres information om metoden, kan man bare ikke læse nogen kritik af metoden overhovedet. Der er end ikke en henvisning til en kritisk side. Så det er da i hvert fald ikke Sundhedsguiden, der stiller den nødvendige information til rådighed for denne superkompetente fantasiforbruger, der ikke bliver fristet af løfter om helbredelse for livstruende sygdom.
Den redaktionelle holdning er ellers at "når ca. 30% af befolkningen har været til alternativ behandling, så er der brug for et sted hvor befolkningen kan finde seriøs information om begge verdener".
Dels er der absolut ikke tale om seriøs information, men blot et referat af hvad dem der tjener penge på behandlingen selv siger. Seriøs information til forbrugeren vil som minimum betyde at der står at behandlingens virkning er udokumenteret og at der har været hård kritik af den. I stedet skriver de at Hulda Clark har dokumenteret sin behandling i tre bøger... (Bogen "The cure for all diseases" er den ene af dem - meget seriøst!) Der er fanme læger ansat på Sundhedsguiden.dk! Er de da helt hjernedøde? Hvis det er dokumentation, så er min røv en vandflyver.
Desuden er der noget helt galt med argumentet: "100.000.000 fluer kan ikke tage fejl - spis lort".
Der er tale om ren reklame for behandlingsformer med udokumenterede virkninger og bivirkninger. Reklame for behandlere der laver falske diagnoser og lover helbredelse, de ikke kan give. Føj, siger jeg - der er tale om samme lave niveau som VIFAB der endda er statsstøttet. Føj for en slaphed og føj for en mangel på loyalitet overfor forbrugeren. De skulle skamme sig.
Alt fra Hulda Clark-debatten på denne blog.