Kategori-arkiv: "Alternativ" behandling

Forsiden

14.05.2006

Hajer får også kræft

For noget tid siden var jeg til pubquiz og blev præsenteret for spørgsmålet "Hvilket dyr bliver aldrig sygt?" Som den biolog jeg er, grublede jeg over dette og overvejede om malariaparasitten kunne få en sygdom selv? De fleste dyr kan i det mindste blive inficeret af virus eller bakterier... så jeg var nysgerrig på quiz-masterens svar...

Han sagde "Hajen"...

Der er mere end 360 forskellige arter af hajer, så det er svært for mig at se "hajen" som ét dyr og derudover så tror jeg ikke på at det er muligt helt at undgå sygdom fuldstændigt for noget som helst dyr!
Og ganske rigtigt - en ganske kort søgning afslørede at ideen om at hajer ikke kan blive syge er en vandrehistorie - en urban myte. Den findes i forskellige versioner - oftest ser man det anført at hajer ikke kan få kræft - især de steder hvor de lever af at sælge hajbrusk til kræftpatienter.

Der er nogle stoffer i hajers brusk som potentielt kan have nogle interessante effekter på kræft, men ingen af de undersøgelser der er lavet indtil videre kan påvise nogen effekt af hajbrusk på kræft. Det kan være et sprøgsmål om dosis - i min klikken rundt fandt jeg en påstand om at man skal spise 2 kg hajbrusk om dagen, for at det muligvis kan have en effekt! Velbekomme.

En lille samling af folk der tror på myten:
"Men Hajer kan ikke få kræft da deres T-celler er meget stærke og dræber kræft celler med det samme." (Bruger på hjemmesiden "Selvet")
"Hajer er unikke blandt havets dyr: De får sjældent eller aldrig cancer." (Artikel på Helsenyt.dk)
"- Hajer og rokker er de eneste dyr, der ikke kan få kræft." (Side med parat"viden")

14.11.2005

At drikke kaffe med røven

Apropos tarmskylning så check lige det her ud! At drikke kaffe med røven... men det er da dejligt at kaffe ifølge denne kilde er så sundt. Normalt er det en bandlyst drik indenfor den slags kredse. Man skal åbenbart bare hælde det ind at det rette hul! Nu har jeg lige pludselig slet ikke lyst til kaffe...

Tarmskylning

Frygteligt er det, når mennesker tror på markedsføringen af såkaldt "alternativ" behandling som ufarlig.
En ung pige - yogalærer og smykkedesigner? Trine Neersø - døde efter en hjemmetarmskylning. Hun døde af vandforgiftning.
(Magasinet Søndag i går)

Ethvert indgreb i kroppen kan have nogle konsekvenser, enhver behandlingform kan have nogle bivirkninger. Tro ikke på dem, der siger, at en behandling ingen bivirkninger har. Højst sandsynligt ved de det bare ikke endnu, eller også - i visse ubehagelige tilfælde - skjuler de sandheden.

Og dette gælder selvfølgelig alle former for behandling - den store forskel på "konventionel" medicin og "alternativ" er at der er strengere krav til den "konventionelle". Og det er kun godt at disse strengere krav nu er udvidet til også at gælde en stor del af det "alternative" marked, så vi undgår for mange tragedier.

02.01.2005

VIFAB har en useriøs hjemmeside

Hvorfor skriver VIFAB (Videnscenter for alternativ behandling) stadig ikke noget som helst om virkningerne af diverse alternative behandlingsformer? Hvorfor skal skatteborgerne betale for en information omkring behandlingsformerne som man kan finde lige så rosende på behandlernes egne sider? Hvorfor denne statslige blåstempling af nogle behandlingsformer som i visse tilfælde er meget langt ude?
Jeg har skrevet til VIFAB før, og de ville overveje at gøre noget ved det... men det har de ikke gjort. Det er sgu for dårligt.
De skriver om deres egen hjemmeside at her kan man finde "saglig og neutral information om alternativ behandling og naturmedicin". Hvor sagligt er det ikke at skrive noget om hvorvidt lortet virker?! Hvor sagligt er det ikke at skrive om den dokumentation der eksisterer for virkning eller mangel på samme?

Fx under akupunktur kan man læse om ordets etymologi, om taoisme, yin og yang og meridianer... men intet om hvordan man indenfor videnskaben forholder sig til akpunkturens virkninger og virkningsmåde.
Man kan ikke læse om de undersøgelser der viser at akupunktur er smertedæmpende, at det ikke virker bedre end almindelig samtale på rygestop og at man mener at virkemåden er ved at nålene stimulerer nerver som får hjerenen til at udløse smertestillende stoffer. Det er sguda vigtigere for forbrugeren end hvad filosofien og historien bag en behandlingsform er...
Men det illustrerer det som nok er essensen indenfor det alternative marked. Forbrugeren køber en historie. Forbrugeren køber en fortælling om sygdom som de bedre kan lide, som giver dem en følelse af at være noget særligt og af at gøre noget selv. Men det klarer behandlerne jo fint selv - det er vel ikke statens opgave at sælge fortællinger og okkulte forestillinger til borgerne? Eller hvad? Er det opium for folket - en måde at få det holistiske råbekor til at tie? Grrrr...

15.09.2004

Bivirkning eller eftervirkning?

Indenfor den såkaldte "alternative behandling" bryder man sig ikke om ordet bivirkning. Ved mange behandlingsformer får man nogle symptomer af behandlingen. Det kan fx. være svimmelhed, træthed og forbigående forværring af symptomerne som var grunden til man søgte behandling i første omgang.
Hvis man er læge kalder man dette bivirkninger. Hvis man er såkaldt "alternativ" behandler ser man det som en del af helbredelsesprocessen og forklarer de ofte med at kroppen "renser ud".
For mig at se er det forskønnelse af virkeligheden. Hvis nu min læge sagde det samme - at det at jeg får hovedpine af at spise en-eller-anden pille ikke er en bivirkning - det skyldes blot at min krop "renser ud"... Er det så bedre jo flere "eftervirkninger" man har? Er det så et tegn på at kroppen VIRKELIG får renset ud?
Hvorfor ikke kalde en spade en spade? Og en bivirkning for en bivirkning?

19.08.2004

VIFAB og dokumentationen

Jeg synes det er kritisabelt at VIFAB bruger så meget energi på at skrive om filosofien bag de såkaldte "alternative" behandlingsformer - meridianer, qi osv. - især eftersom det ikke har været muligt at finde nogen som helst fysisk evidens for at disse fænomener eksisterer. En behandlingsform er jo ikke interessant rent sundhedsmæssigt på grund af filosofien bag den, men kun i kraft af dens eventuelle virkninger.
I det hele taget mener jeg man burde gå væk fra at kalde behandling for "alternativ". Det antyder enten at der er tale om et "alternativ" - altså noget man kan gøre istedet for den almindelige behandling, eller at den bygger på et "alternativt" syn på verden - det vil sige et ikke-videnskabeligt.
Istedet bør man bruge betegnelserne "dokumenteret" og "ikke-dokumenteret" behandling. Det kan jo være fuldstændigt ligegyldigt hvem der har fundet på en behandlingsform - om det er en gammel kinesisk metode eller en professor i medicin der har forsket sig frem til det. Det vigtigste vil altid være om skidtet virker!
For at tage et eksempel: Akupunktur har efterhånden vist sig at være effektivt mod lette smerter, men det gør ikke ideen om meridianer mere sand.

Læs videre: "VIFAB og dokumentationen" »

30.07.2004

Lovende blog om "alternativ behandling"

En god, ret ny blog om såkaldt "alternativ behandling" ved navn "Victims of alternative medicine". Meget lovende.

20.07.2004

Homøopati - tyndt pis

Homøopati er noget pis. Bare meget, meget fortyndet.

Frit oversat efter Peter Dorn

Kilk her for mere information om homøopati.

Dette er hvad Jesper Hoffmeyer skriver om homøopati.

10.07.2004

Paul Lee - a quackbuster

Paul Lee er "quackbuster" dvs. en der prøver at afsløre kvaksalvere, og nu er han også blevet bilingual blogger!
Han har været meget aktiv i afsøringen af Hulda Clark, men også alle mulige andre former for alternativ behandling får et kritisk blik på hans hjemmesider.
Det er både morsomt, skræmmende og oplysende. Og hans sider giver også indtryk af hvad man kan komme ud for som "quackbuster" fra kvaksalvernes side.
Nu mangler vi et godt dansk ord for quackbuster og så vil jeg opfordre andre der har interesse i at "quackbuste" i at deltage i debatten både her og der.

Kvaksalver-afslører? Nej, vel...
Kvaksalverstormer?
Nå, det ender nok bare med det mere brede: Skeptiker

17.06.2004

Åben nok

Når man diskuterer fx alternativ behandling, spøgelser eller ånder, får man som skeptiker tit skudt i skoene at man bare mener som man gør, fordi man ikke er "åben nok".
Det betyder altså at man har at gøre med erkendelser uden for det rationelle, erkendelser som kun en udvalgt skare (de særligt åbne) kan opleve. Det er ikke noget man kan diskutere eller kritisere med rationelle argumenter - det er en åbenbaring for de få ... og i den henseende kan det puttes i samme kasse som nisserne, englene og guderne.
At svare igen på en kritik med "det er bare fordi du ikke er åben nok" understreger altså at det pågældende emne hører til en lukket verden udenfor fornuftens og rationalitetens område - at der er tale om tro og ikke viden.
Åbenhed forbindes med noget positivt i modsætning til at være lukket. Men total åbenhed er vel det samme som naivitet - der er altså også grænser for hvor længe det er positivt at være åben. Hvis man fx har tilstrækkeligt mange dårlige oplevelser med at spise lever, er det jo ikke så kvikt at blive ved med at være åben overfor lever som spise. På samme måder bør der være grænser for ens åbenhed i forbindelse med fx alternativ behandling.
Den kritiske sans er mindst lige så vigtig som åbenheden og begge dele bliver tåbelige hver for sig.

07.06.2004

Seminarer om alternativ kræftbehandling

Kræftens Bekæmpelse holder i løbet af i år en seminarrække for kræftpatienter, pårørende og andre interesserede om alternativ behandling. Der har allerede været to spændende arrangementer om "alternativ behandling og den kritiske forbruger" og om "plantehormoner og brystkræft". Man kan læse referater fra de afholdte møder og få mere information om kommende møder på deres hjemmeside. De næste foredrag er:

Tirsdag den 14. september:
Akupunktur og kræft
Sted: København

Tirsdag den 19. oktober:
Antioxidanter og strålebehandling
Sted: Århus

Tirsdag den 23. november:
Tro, håb og meningsfuldhed
Sted: Odense

27.05.2004

Dårlige "argumenter"

”Dit store fjols!” .....det er ikke altid nemt at debattere på en lødig og saglig måde når der er stærke følelser involveret. Nogle argumenter eller diskussionsstrategier er både ubehagelige og ugyldige. Jeg har oplevet det ofte når jeg diskuterer med ”troende” mennesker af mange slags (ikke kun mennesker der tilhører en bestemt religion, men også mennesker der er tilhængere af forskellige former for alternativ behandling), men det er bestemt også en grøft jeg selv og mange andre kan falde i (så har jeg vist taget så tilpas mange forbehold at jeg ikke kan støde nogen!).
Her bringer jeg en liste over argumentationsstrategier som ikke holder en meter, med eksempler hentet fx fra diskussioner på denne weblog:

Læs videre: "Dårlige "argumenter"" »

21.05.2004

Spis efter din skostørrelse

Forskere har nu vist at skostørrelsen har en direkte indflydelse på hvad man bør vælge at spise. Hvis man lever på en stor fod, bør man smæske sig sig i champagne, bøffer og trøfler. Hvis man har for små sko, skal man i stedet satse på bønner, hirse og urtethe. Hvis man følger denne diæt vil man genoprette den naturlige balance - og det er jo logisk eftersom balancen netop sidder i fødderne! Flere patienter er sluppet af med både kræftsygdomme og fodsvamp...

Jo, jo... måske fjollet, men det er intet mod den fjollede virkelighed som fx bøgerne "Spis efter din blodtype". Læs en anmeldelse af diæt-bogen her.

Den alternative verden er selvfølgelig begejstret for bogen!

Bøgerne tilbyder en dejlig enkel forklaring på alt, men som anmelderen siger: man kan lige så godt spise efter sin skostørrelse. Jeg bruger størrelse 38, så jeg må spise lidt af hvert. Det vil jeg så gøre...

11.05.2004

Naturmedicin og truede dyr

Takket være Viagra er næsehornets udryddelse udsat på ubestemt tid - tak til den kemiske industri for det (næsehorns-horn indgår i potensmiddel indenfor kinesisk medicin, men eftersprøgslen er faldet drastisk efter Viagra kom på markedet).
Naturmedicin fremstillet af truede dyr strømmer ind i Danmark, især til herboende asiater, men også til videresalg i asiatiske helseforretninger. Biolog Maj F. Munk, Skov- og Naturstyrelsen, siger, at også danskere – ofte med en grøn og alternativ indstilling – er blandt kunderne. Uden at gøre sig det klart, medvirker disse mennesker til at gøre drab på og handel med truede dyr lukrativt. Maj F. Munk efterlyser derfor mere information til forbrugerne, så man forhåbentlig kan minimere efterspørgslen. Washington-konventionen, der skal sikre mod handel med truede dyr, omfatter ca. 30.000 arter, hvoraf ca. 1000 er så truede, at al handel med dem er totalt forbudt.
Meget naturmedicin skabes ud fra den antagelse at naturen er skabt til mennesket - at ude i naturen kan man finde medicin mod alt og at det er bedre at finde den der, end selv at lave den kemisk. Det købes i den illusion at det er bedre for kroppen, ingen bivirkninger har og at det er fremstillet på en mere miljøvenlig måde. Men det ER en illusion.

Læs videre: "Naturmedicin og truede dyr" »

10.05.2004

Farlige "naturcremer" mod eksem

Mange foretrækker at købe naturmedicin... det er ligesom mere naturligt og har færre bivirkninger. Yeah right. Rettere sagt er naturmedicinen ofte ikke særligt godt KONTROLLERET for om der er virking eller bivirkninger.
Et grumt, grumt eksempel er nogle "naturcremer" mod eksem. I England testede et forskerteam 24 forskellige naturcremer som mennesker med eksem brugte. De 20 af dem indeholdt binyrebarkhormon - kortison. Og det virker! Det er bare netop det hormon mange med eksem prøver at undgå fordi man ved at det har bivirkninger. Binyrebarkhormon er også det lægen kan tilbyde mod eksem og det er det eneste der kan fjerne eksem på meget kort tid. Det har bare de bivirkninger at huden bliver tyndere og kan blive endnu mere ødelagt hvis man bruger det meget. Hormonet kan også hæmme væksten og forstyrre hormonerne i kroppen. På naturcremerne stod der intet om indhold af cortisol. Cremerne blev købt gennem naturterapeuter og urteklinikker.
Så pas på derude - hvis en naturcreme virker alt for godt er det nok fordi den indeholder binyrebarkhormon.

Kræftpatienter, pas på Dr. Ryke Geerd Hamer

Dr. Ryke Geerd Hamer er endnu et grumt eksempel på hvor farlig alternativ kræftbehandling KAN være. Også han opfatter sig selv som en pioner, en martyr, der trods modstand kæmper for at udbringe sit budskab - som er at al kræft skyldes et stort, uforberedt chock. (Og at alt det lægerne prøver at bilde os ind selvfølgelig er noget sludder).
Det farlige er at han fraråder den medicinske behandling og påstår at kræften vil gå i sig selv igen hvis man behandler chocket. Han er blevet dømt for kvaksalveri og har siddet i fængsel for det han gør (og det øger kun martyr-effekten), men alligevel ser hans behandlingsform ud til at have fået fodfæste i Norge og Sverige. Det håber jeg ikke vil ske i Danmark - det ville være en tragedie. Men det ser desværre ud til at han er på vej.

Læs videre: "Kræftpatienter, pas på Dr. Ryke Geerd Hamer" »

06.05.2004

Bevidste patienter

For nylig afholdt kræftens Bekæmpelse et seminar om 'alternativ behandling til bevidste patienter'.
her kan man læse hvad der kom ud af det.

Næste seminar i rækken handler om Phytoøstrogener (plantehormoner) og brystkræft, og det afholdes den 2. juni i København. Tilmelding er nødvendig.
Se på kræftens bekæmpelses hjemmeside

02.05.2004

Hvorfor bruge tid på Michael Kastberg?

Der er måske nogle der har undret sig over hvorfor jeg gider bruge så meget af min tid på at diskutere med mennesker som Michael Kastberg.
Jeg har fået kommentarer som "det er jo alligevel håbløst" og "pas på, du må hellere gå en ny vej hjem fra arbejde hver dag"!!
Det undrer også mig - især i dag hvor vejret er så dejligt. Men min filosofiske kæreste er altid god for nogle velgennemtænkte og velformulerede ord så ovre hos ham kan man få fem gode grunde til at bruge sin tid på at kritisere okkultisme.
Jeg kunne ikke have sagt det så smukt selv!

01.05.2004

Bør Serasee fjernes fra hylderne?

Når Michael Kastberg påstår at planten Serasee (med det latinske navn Momordica charantia, blandt andet også kendt under navnene bitter lemon, bitter melon og mange flere) kan helbrede en lang række sygdomme som fx kræft, HIV, sukkersyge osv. så må Serasee regnes for et lægemiddel og dermed være omfattet af lægemiddelloven:

§ 1.
Loven omfatter varer, som er bestemt til at tilføres mennesker eller dyr for at forebygge, erkende, lindre, behandle eller helbrede sygdom, sygdomssymptomer og smerter eller for at påvirke legemsfunktioner (lægemidler).

Hvis et produkt er omfattet af lægemiddellovgivningen, gælder der andre og langt strengere krav til det, end hvis det kan kategoriseres som fx kosttilskud.
Jeg vil derfor anbefale Michael kastberg at fjerne disse misvisende oplysninger om Serasees effekt fra sin hjemmeside - ellers risikerer han jo at lægemiddelstyrelsen kategoriserer Serasee som lægemiddel!
Michael kastberg har også skrevet en artikel om plantemedicinen Graviola.
Han fortæller at Graviola er virksom mod kræft og at denne naturmedicin ingen bivirkninger har. Og det er ikke hele sandheden om Graviola.

Læs videre: "Bør Serasee fjernes fra hylderne?" »

30.04.2004

Kræftens bekæmpelse og alternativ behandling

Halvdelen af alle kræftpatienter bruger alternativ behandling selvom det i de fleste tilfælde ikke er dokumenteret at det har nogen virkning. Nu har Kræftens Bekæmpelse åbnet for diskussionen om alternativ behandling.
Deres politik er at de ikke vil anbefale nogen behandling uden den har en dokumenteret effekt - det lyder ret fornuftigt i mine ører.
Dels informerer og rådgiver de om alternativ behandling på deres hjemmeside og dels vil de sætte forskning i alternativ behandling i gang. De afholder også seminarer om hvordan man kan finde vej i den alternative behandlingsjungle.
Det virker som en meget fornuftig vejledning der fokuserer på dokumentation, dokumentation, dokumentation! Også bivirkninger og lignende er nævnt.
Den vejledning man får her hos Kræftens Bekæmpelse er allerede klasser over det Vifab tilbyder - deres hjemmeside er endnu kun er et katalog over hvilke alternative behandlinger der findes og hvad filosofien i det er. De bringer INTET om hvorvidt behandlinger virker.
Fornuftige folk derinde på Kræftens Bekæmpelse!

31.03.2004

Er håbet lysegrønt?

Nogle kræftpatienter oplever at håbet blivet taget fra dem af lægerne allerede inden kampen går igang, når de får at vide at nu kan lægen ikke gøre mere for dem bortset fra smertelindring. En række alternative behandlere står selvfølgelig straks klar til at tilbyde dem nyt håb (for en sum penge naturligvis).
Placeboeffekten er et kendt fænomen, så denne tro på helbredelse de alternative kan tilbyde, er måske i virkeligheden et rigtigt godt tilbud?
Der findes jo de her historier om mennesker der har overlevet flere år ud over deres 'dødsdom' - måske ved hjælp af alternativ behandling, måske ved at kæmpe, tro og bede...
Det er jo meget forførende med disse mirakelhistorier, men "desværre" findes der en norsk undersøgelse der viser, at der er større dødelighed hos kræftpatienter der supplerer den almindelige behandling med alternativ behandling.
Og nej det skyldes ikke at det er de mest syge der vender sig
mod det alternative! Overdødeligheden var faktisk størst hos de mest friske
af kræftpatienterne. Man regner med det skyldes at de der søger alternativ
behandling er længere tid om at søge læge og dermed få behandlet en kræft
i tilbagefald.
Så måske er håbet en farlig forførelse, måske er det ikke så lysegrønt endda?
Måske forhindrer det en i at se situationen klart?
Man kan også diskutere om det er en god afsked med livet at fare fra behandler til behandler med sit spinkle håb. Måske kan man få en god sidste tid sammen med de mennesker der er tæt på en, ved at acceptere og forberede sig på døden. Man kan bruge tiden på at skrive breve til ens børn, ordne alle de praktiske ting omkring ens jordiske gods, samle venner og familie omkring sig og sige ordentligt farvel eller tage på kurophold for at blive forkælet et stykke tid. Jeg synes det er en mere værdig afslutning end at klamre sig til et spinkelt håb og måske aldrig få gjort det færdigt som skal gøres.

20.03.2004

Større dødelighed blandt kræftpatienter der søger alternativ behandling

En undersøgelse fra Norge viser, at der er en større dødelighed blandt kræftpatienter, der søger alternativ behandling, end kræftpatienter, der kun søger behandling i det konventionelle sundhedsvæsen.
Forskerne bag undersøgelsen er endnu ikke helt klar over sammenhængen mellem den alternative behandling og den højere dødelighed. Overlæge Terje Risberg siger dog til NetDoktor.dk, at alternativ behandling i sig selv sandsynligvis ikke er skadelig (men altså sandsynligvis heller ikke har nogen positiv virkning red.).
Ifølge Terje Risberg kan forklaringen være, at kræftpatienter, der benytter alternativ behandling, venter længere med at søge konventionel behandling ved tilbagefald.
Undersøgelsen omfattede 600 kræftpatienter i alderen 15 til 75 år, og forskerne fulgte patienterne i otte år. Efter den periode var 79 procent af de patienter, der søgte alternativ behandling, døde, mens 65 procent af de patienter, der søgte konventionel behandling var døde.

Kilde: NetDoktor.dk, nyhed den 7. marts 2003

Tankevækkende, ikke sandt?

Ukritisk VIFAB?

VIFAB er “videns- og forskningscenter for alternativ behandling”. Det er en selvejende institution under Sundheds- og Indenrigsministeriet og her prøver de at informere neutralt og sagligt om alternativ behandling.
Det mest interessante er en liste over den dokumentation der findes for forskellige af de alternative behandlingsformer.
Her kan man se at der ikke er nogen dokumenteret virking af homøpati når det gælder fx kronisk astma, demens og igangsættelse af fødslen og at hypnose ingen virkning har på rygestop. Der er undersøgelse af en lang række kosttilskud - og her er der i hvert fald et der har en sikker effekt: Folintilskud til gravide giver mindre risiko for at føde børn med rygmarvsbrok. Hyperikum har en effekt på depression der er større end kalktabletter, man kan læse om en undersøgelse af zoneterapi der viser at det virker uanset hvor behandleren trykker på fødderne.
.... det virker som et fornuftigt sted at søge information om alternativ behandling. Jeg synes til gengæld det er kritisabelt at der ikke henvises til disse undersøgelser på dansk under de enkelte beskrivelser af behandlinger, der refereres ukritisk.
Under de enkelte behandlingsformer fortælles kun om:
* anvendelsesområde - det vil sige, hvad de forskellige behandlingsformer anvendes mod
* bivirkninger
* henvisninger til relevante organisationer og skoler

men altså ikke om hvorvidt behandlingen har en dokumenteret effekt. Og det er vel det væsentlige!??

18.03.2004

Sådan sælger en kvaksalver

Mange tror de let vil kunne se om noget er fup, men ofte er det svært fordi kvaksalverne smykker sig med lånte fjer fra videnskaben. De slynger om sig med videnskabelige ord og citerer (eller fejlciterer) videnskabelige artikler.

Det der sælger, er ikke deres produkts kvalitet, men deres evne til at påvirke deres publikum. Til dem der har smerter, lover de lindring, til dem der er opgivet af lægerne, tilbyder de håb...

Hvordan får de folk til at hoppe på det?
Her følger en tekst om de tricks kvaksalvere og alternative behandlere ofte bruger - nogle vil måske finde det interessant at sammenligne denne tekst med min diskussion med Michael Kastberg (første del af vores diskussion og anden del) på denne blog. Der er nok nogle ting man vil kunne nikke genkendende til.

Læs videre: "Sådan sælger en kvaksalver" »

16.03.2004

Alternativ videnskabsfims

"Tror man først på astrologi, har man nok allerede gjort en dyd af sin længsel efter indsigter, der rækker ud over rationalitetens virkelighed. Og dermed er man i dyb forstand immun over for rationel kritik."

Sådan skriver Jesper Hoffmeyer i sin klumme i Politiken d. 3. januar, hvor han gør sig overvejelser om alternativ behandling.
Det er også min erfaring - alligevel fremfører astrologer, homoepater og kineseologer deres behandling som baseret på forskning og bruger pseudovidenskabelige forklaringer. De er som regel fuldstændigt uimodtagelige for rationelle argumenter og klarer sig ikke godt når de endelig indvilger i at deltage i test af deres evner som behandlere.
Det viste sig under retssagen omkring tv-programmet "Fornemmelse for snyd" hvor de medvirkende astrologer, ansigtslæsere og clairvoyanter klagede over DR med henvisning til dårlig presseetik. De tabte sagen, men interessant nok skriver de i klagen "De foregåede tv-optagelser er derfor nøjagtig lige så meningsløse, som at forsøge at efterprøve Folkekirkens forkyndelse videnskabeligt."... og dermed stiller de altså sig selv over i religionshjørnet i stedet for videnskabshjørnet. Hvis de så bare ville blive der, så ville alle være glade!

Læs videre: "Alternativ videnskabsfims" »

12.03.2004

Den alternative medicin som fortælling

På denne hjemmeside er en interessant artikel om "patienthistorien" indenfor den alternative medicin. Historien om den mirakuløse helbredelse er velkendt, men hvad handler det om, hvordan bruges disse fortællinger??

Appetitvækkende citat:
"Thorbjørn Jagland har vært hos homøopat og sett lyset. Det er han ikke alene om. Fortellinger om mirakuløse helbredelser er en genre som skaper meningsfylt forskjell mellom det alternative og det etablerte, der pasientenes erfaringer veves inn i terapiens teori og legitimerer behandlingen."

Tankevækkende artikel...

Leverudrensning - en skeptisk biologs synsvinkel

Her ses billeder af resultatet af en leverudrensning.
De der såkaldte parasitter som er forstørret 45 gange... ja, forstørrelsen giver ikke meget mening eftersom billedet vil fremstå i forskellig størrelse afhængig af skærmopløsningen - en målestok ville have hjulpet. Men hvis den bemeldte parasit virkelig er forstørret 45 gange og min computer altså ikke har en væsentlig abnorm størrelse i forhold til forfatterens, ja så kan det vist ikke være parasitten Fasciolopsis buski, som påstået. Den kaldes på engelsk "giant liver fluke" og det er der en grund til - den er nemlig ret stor .... 8 cm lang.
Objekterne på billeder ligner heller ikke den benævnte parasit eller et dyr overhovedet. Det ligner mere frø... fra gårsdagens vandmelon måske?

Her er en kritiker af Hulda Clark som også har fundet at den her besættelse af at finde parasitter i sin egen afførring ikke er helt stueren (!): "Patients who "cleanse" their intestines with Clark's recommended herbs may excrete what they think are parasites. However, in one instance I know of, a specimen of "parasites" turned out to be citrus fibers, presumably from grapefruit juice used for the "cleanse." In another, reported in a medical journal, the "parasites" turned out to be ordinary fecal material."

Det som det umiddelbart minder mig om er "the matchbox syndrome" - en betegnelse for en besættelse af at være inficeret med illusoriske parasitter. På Zoologisk Museum modtager de jævnligt sådanne små tændstikæsker med nullermænd eller andet fnullerværk med et fint brev om vi ikke nok vil bestemme hvad det er for dyr der har inficeret dem fra mennesker med det man klinisk kalder "delusional parasitosis".

10.03.2004

"DNA-aktivering" får prisen i kategorien "Hvor-tåbeligt-kan-det-blive?"

Jeg faldt over et nyt hit indenfor den alternative behandlingsverden som nok indtil videre er topnomineret i kategorien “Hvor tåbeligt kan det blive?” - en metode kaldet “DNA-aktivering”.
Denne behandlingsmetodes teoretiske baggrund er et fantastisk eksempel på den alternative verdens ulykkelige forelskelse i videnskaben.
Her et citat fra en 'DNA-akvivists' hjemmeside:

“Hvad er en aktivering?
Du kontakter din Højere Bevidsthed/dit Højere Selv, kommunikerer med dine kromosomer og forbedrer din DNA. Hvordan dette gøres er af yderste vigtighed - intentionen er altafgørende.
Teknisk set påbegyndes et samarbejde imellem Din bevidsthed, Universets bevidsthed og Jordens bevidsthed (DNA) - dette kaldes "Livets nye Tre-enighed".

Så nu hvor der er HELT styr på den “tekniske side af sagen” kan vi gå videre med at undersøge dette interessante fænomen.

Læs videre: ""DNA-aktivering" får prisen i kategorien "Hvor-tåbeligt-kan-det-blive?"" »

07.03.2004

Citater fra Michael Kastbergs hjemmeside

Enkelte opmærksomme læsere vil måske have fulgt med i min diskussion med den alternative behandler Michael Kastberg her på bloggen. Her bringer jeg en række citater fra hans hjemmeside sammen med en række spørgsmål fra min side. Måske vil han en dage svare...
Jeg vil understrege at jeg ikke er ude på at svine ham til - jeg er ude på at stille en masse spørgsmål til hans behandlingsmetode, hans teorier om sygdom og hans løfter til patienter som jeg finder dybt kritisable.

Læs videre: "Citater fra Michael Kastbergs hjemmeside" »

01.03.2004

Check din kvaksalver

Kender du det? Du diskuterer med en-eller-anden om en-eller-anden alternativ behandling er lødig eller hvad, og så kommer personen med den påstand at det virkede for dem, eller for deres kæreste eller mor... og hvad skal man så sige til det? Så må man jo acceptere at det virker..???? ELLER HVAD?
Her er et link til Bobby Zachariae der på en let forståelig måde har forklaret hvordan man kan undersøge om behandlinger virker. Han understreger den vigtige pointe at der bør føres øget kontrol med dette marked af forskellige typer kvaksalvere der tjener fedt på andre menneskers håb.

15.02.2004

Hulda og parasitterne

Når et menneske påstår at have fundet kuren for alt og hendes mening ikke deles af resten af verdens læger, bør man være skeptisk.
Flere jeg kender har gennemgået Hulda Clarks parasitkur og leverudrensning (og den er ikke billig). Heldigvis ikke fordi de lider af AIDS eller kræft - men selv sygdomme som disse påstås denne kvindes kur at kunne helbrede.
Alle sygdomme inkl. kræft og AIDS skyldes ifølge Hulda Clark parasitter og forurening - det er jo i kraftig modstrid med hvad lægevidenskaben mener, så lad os kigge lidt nærmere på det.
Hulda Clark kuren er ikke bare et amerikansk fænomen som man kan ryste på hovedet af. Der findes flere danske alternative behandlere der bruger hendes metode. Fx kan man på "alternativinfo" finde artiklen AIDS og kræft - samme årsag, samme behandling ! af Michael Kastberg.

Læs videre: "Hulda og parasitterne" »

Seneste kommentarer

Dette er ikke et offentligt debatforum, men min private blog, så opfør dig venligst som gæst. Hvis du vil skrive en kommentar kan du enten klikke på linket lige under den post du vil kommentere - eller på postens link her (du kan skrive din kommentar nederst på siden):
Powered by Movable Type 3.2